Verdens bedste børnehave og verdens bedste stue

Jeg bliver i højere og højere grad opmærksom på, at jeg er heldig.. Og ikke kun er jeg heldig – min søn er det i endnu højere grad.

Min søn er nemlig så priviligeret at gå i verdens bedste børnehave – på nøjagtigt verdens bedste stue.

I virkeligheden har det så hverken noget med lokalets børnehave-egnethed at gøre – eller om størrelsen på legepladsen. Det bunder alt sammen alene i een ting: De voksne, der hver dag omgiver min søn.

Mange af de ting, jeg oplever til dagligt, tager jeg egentligt som en selvfølge. Først når jeg høre, hvordan andre forældre med børn i andre børnehaver, har deres problemer med at blive hørt, eller at børnerne kommer på for mange ture – eller for få.. Bliver sammensat i grupper, de ikke matcher til og bliver sat til at lave ting, der får børnene til at gabe kæberne af led.. Først når jeg høre, sådanne historier fra andre, kommer jeg til at tænke på, at sådan er det ALDRIG i Jonathans børnehave.

Fra aller første dag, følte jeg mig hørt – og respekteret. I starten havde jeg en klar følelse af, at hele Jonathans stues voksne havde klappet samstemmigt i hænderne af ren lykke, da Jonathan meldte sin ankomst på stuen. Det var lige før, jeg havde dem mistænkt for, at lade champagnepropperne springe, alene fordi min søn nu skulle gå på netop deres stue.

Hver dag, når jeg hentede Jonathan, kunne jeg spørge hvem som helst – og enhver af de vidunderlige pædogoger og medhjælpere, kunne i detaljer fortælle nøjagtigt hvad, Jonathan havde lavet i løbet af sin dag. Den slags overskud til i så stor grad at interessere sig for hvert enkelt barn, tog jeg som givet – at det var ikke muligt med alle 20 børn på stuen – så naturligvis måtte lige nøjagtigt min lille dreng være ganske ganske særlig.

Alligevel gik der ikke længe, før jeg opdagede, at detaljerigdommen på ingen måde var mindre, bare fordi det var de andre forældre, der fik historier om deres børn. På en eller anden ganske ubegribelig måde, har pædagoger og medhjælpere bare en instinktiv fornemmelse for, hvordan dagen går i børnehave – for ALLE børn – selvom dem, de ikke er sammen med. (Lur mig, om de ikke snakker sammen også)

Men det ændrer ikke på det faktum, at jeg føler at de netop sidder og venter på min Jonathan hver morgen..Og at de bliver glade for at se netop ham.

Indimellem er en enkel ligefrem kommet løbende efter mig, når vi var på vej ud af døren .. “Jeg mååå altså lige fortælle….” og så har jeg fået en ganske særlig historie, der netop var ganske enestående for netop min søn..

Som f.eks. da min søn kravlede HØJT op i klatrestativet, efter en pædagog havde sagt “Kom – nu skal du ind og sove middagslur”.. Helt der oppe fra toppen, hvor han RIGTIG kunne se NED på pædagogen, havde han med kraftfuld stemme, sagt “NEJ”. Som det eneste ord. Og pædagogens kendskab til Jonathan gjorde, at hun var dybt beundrende over hans evne til pludselig at sige fra – på så kontant en måde – i og med, at han dengang aldrig rigtig sagde noget. Så knægten fik ikke sin middagslur.. for det kunne hun alligevel ikke stå for.. Og ganske rigtigt: Det havde været indgangen til, at middagslurerne helt skulle sløjfes. Og jeg følte, at jeg var med i processen, fordi en pædagog gav sig tiden til at fortælle mig små anekdoter om dagen.

Det er den indgående kærlighed til hvert eneste barn, der gør det hele så specielt. For med udgangspunkt i hele barnet og et indgående kendskab til barnet, er det også langt nemmere at ramme rigtigt, når man ønsker at hjælpe med de pædagogiske redskaber, de har til rådighed. Og hjælp behøver ikke være noget, der er ultra avanceret og skal igennem adskillige udvalg for at blive godkendt. Det kan også bare være, at man holder fast i de små ting – og sørger for, at min søn er der, hvor der laves ting, der kan udvikle og styrke netop ham i de område netop han er mindre god i. Dermed bliver hjælpen langt mindre synlig – og resultatet er slående.

Hvor har de dog mange gange kunne berolige mig, når jeg pludselig mente, at noget måtte være galt. For de har tænkt tanken før mig – og har forsigtigt og helt hverdagsagtigt – arbejdet lidt på sagen – og har kunne konstaterer, at alt var ok. Og netop det kyndige pædagogiske øje, gør også at jeg føler mig tryg i hverdagen – for er der noget galt for alvor – så ved jeg, at jeg vil få beskeden på den bedst mulige måde.

Hvis Jonathan ender med at blive et år mere i børnehave, end beregnet (hvilket jeg nu ikke tror bliver relevant) – så kan jeg ikke 100% sige, at det er “fordi han skal modnes lidt mere før han kommer i skole”. Jeg vil helt sikkert også have en flig af “Nu er han verdens dejligste sted .. og hvorfor forlade det frivilligt” 🙂