Søndersø rundt – nu med venner

Det er efterhånden nogle uger siden, hun foreslog det på et af mine yndlingssites. “Skal vi ikke motionerer sammen?” Og jo – hvorfor ikke. Men straks kom alle mine “..men” – for trods en god skilsmisse fuld af samarbejdsvilje og fornuft, er jeg alligevel nød til at se på, hvornår jeg har børn, og hvornår jeg ikke har – og jeg kan ikke gå i motionscenter 30 km hjemmefra to gange om ugen – det hænger ikke sammen.

“Vi kan da tage Søndersø rundt” blev mit kompromis. Det er en tur mine unger kan tage med os, når de er der – og som vi kan gå alene – når mine børn nyder deres tid med far.

Og det blev til et stort rungende “ja tak” fra hendes side. Det er underligt med sådanne mennesker, man reelt har skrevet sammen med, grint og grædt sammen med i årevis. Gad vide hvordan de egentlig er i virkeligheden?

Vi startede sidste søndag. Børnene var ikke hjemme – og derfra var det bare hende og mig. Vi kridtede skoene – og begyndte vores vandretur. Turen forsvandt i grin og historier. Og da hun – adskillige timer efter vi var kommet hjem – og havde snakket færdig der – endelig tog hjem, havde jeg den underligste fornemmelse i maven. For det er ganske enkelt 15 år siden, jeg er kommet så hurtigt ind på livet af et andet menneske. Een ting var, at noget sagde “klik”. Og det gjorde det – for her fulgtes jeg med et menneske, jeg utrolig gerne ville vide mere om. Hun var fascinerende og spændende – og jeg deler utrolig mange af hendes livsanskuelser. Men sådanne piger har jeg efterhånden haft æren af at møde rigtig mange af (Og det ER en gave!) Mange af dem anser jeg bestemt også som værende venner idag – men her var der alligevel noget, der gik hurtigere.. Noget.. jeg ikke kunne sætte fingeren på.

Var det fordi jeg har fulgt hendes blog? Eller fordi vi har skrevet sammen i så mange år? Helt kunne jeg ikke definerer, hvorfor jeg følte, jeg kom så langt ind under huden på hende på bare 4 timer.

Idag fandt jeg ud af hvorfor. Og vi konstaterede det begge storgrinende. For idag gik vi igen turen. Denne gang kom Jonathan med på sin cykel – og hendes store dreng gik med. Og pludselig var al vores snak fra sidst forsvundet ud i det blå. Vi snakkede skam godt sammen – ingen tvivl om det. Det var både hyggeligt og dejligt. Men denne gang blev sætninger skåret midt over – og emner blev forladt ganske uden hensigt. For denne gang måtte jeg huske at kalde efter Jonathan, så han ikke cyklede af de forkerte stier – og hun måtte lokke sin søn til at gemme sig – eller løbe efter Jonathan. Med børnene ved vores sider, var vores fokus pludselig – og ganske naturligt – ændret.

Tænk,- den måde vi to fik lov at lære hinanden at kende på i første færd, var den måde, jeg lærte mennesker at kende på for 13 år siden – men dengang vidste jeg slet ikke, hvor stor en luksus det er, når man gerne vil tale lidt i dybden og gerne vil lære hinanden bedre at kende.

Hendes søn fandt nu en ganske underholdende beskæftigelse på vejen. Han lånte mit kamera – og de billeder, der pryder dette indlæg er alle taget af ham. Hertil må jeg lige sige, at knægten er 5 år gammel!

Tak begge to for alle tiders dejlige dag.

Jeg glæder mig til næste tur. Både den næste – hvor vi voksne er os ganske alene igen og hvor vi rigtig kan få vendt hele verdenssituationen – og den næste tur igen – når drengene – og forhåbentligt resten af familierne – også er med, og hvor fokus så igen må være på sneglene på vejen og gemmestederne bag træerne.