I forbindelse med at Jan og jeg gik fra hinanden, satte jeg mig for at gøre alle vores billeder elektroniske. Alle papirbillederne, fra da vores datter var lille, ligger fint i orden, men alle negativer er væk – og der er så mange mapper – så det at skulle igang med at kopierer dem alle ville koste en bondegård – og tage en evighed.
(Taget af Jans moster – første gode billed.. Hun er 1 måned og 20 dage gammel)
Så jeg gik igang med at scanne dem ind. De sidste mange års billeder ligger i forvejen i sirlig orden – efter jeg fik digitalkamera – og derfor kopirede jeg bare måde: En mappe med et årstal – og derefter en mappe først med dato – og derefter med beskrivelsen af “session”. F.eks. 951224 – Juleaften
Det har bragt mig godt og grundigt på afveje… og givet mig en tur lukt ned af memorylane. Men her kommer det underligste. Når jeg ser på billederne kan jeg genkende hver eneste lykkelige følelse. Jeg kan huske, nøjagtigt hvor smuk min fantastiske datter var – og hvor meget jeg troede på, at intet menneske kunne være smukkere.
Men når jeg ser på billedet idag, undres jeg.. For Jooo… da.. hun er da meget køn. Men jeg kender da een, der er LANGT kønnere.. Nemlig samme model – bare 12 år senere!
Jeg er kommet frem til adskillige konklusioner ved at se alle de gamle billeder igenne:
1) Man kan ikke tage for mange billeder af sine børn. For imorgen ligner de ikke sig selv fra igår.
2) Digitalkamera er en gave!
3) Hold OP hvor var jeg en elendig fotograf – og hvor er jeg dog ked af netop det.
Nå… to album er klaret – nu mangler jeg kun 12.