“Undskyld piger – men dette er en stillekupé” sagde jeg så høfligt, jeg kunne komme til det, allerede inden de havde sat sig. 5 tøsepiger. 5 piger, der emmede af grin, sladder og råhygge. 5 piger, for hvem turen hjem var baseret på grin og skrål. Jeg regnede med, at den stille påmindelse ville være nok til, at de lige ville gå 5 meter videre igennem toget – før de satte sig. Men jeg skulle blive klogere.
Een af pigerne reagerede promte. “Vi skal være stille” hviskede hun, hvorefter de andre kvitterede med at bryde i grin. Men det var faktisk slet ikke det, jeg ønskede, de skulle være. De skulle bare ikke være i stillekupéen, mens de grinede. Reelt set er deres grin og glade miner jo velkomne i samtlige andre kupéer. Så de kunne opfører sig nøjagtigt som de ville. Bare ikke lige der.
Der gik kun få minutter, før lydniveauet var ustyrlig højt – og mildest talt virkede forstyrrende. “Kunne I ikke bare gå ind i een af de andre kupéer” foreslog jeg. “Der er 3 den vej – og 7 den vej. Der er ledige pladser i alle kupeérne og i dem alle må I larme så tosset, I vil. Vi, der sidder her, har ingen anden kupé at ty til, når det er ro, vi gerne vil have”
Af en eller anden årsag opfattede de det som en fornærmelse, i stedet for det gode råd, det var ment som. De sad helt stille og hviskede videre – afbrudt af deres højtråbende grin indimellem.
Og pludselig var det ikke bare mig, men hele resten af kupéen, der havde fået nok af de 5 tøsebørn. For pludselig var der 4 mand høj, der stod ved siden af dem og bad dem klappe kaje. De blev siddende.. Ikke at de evnede at holde deres mund. Men de blev siddende.. så stille som sådan nogle tøsebørn nu evner at være. Nu med lettere røde ansigter.
Jeg forstår det ikke. Pigerne tog det som en reprimande, at andre ønsker stilhed, og at de blev bedt om være stille. Det var aldrig ment som en reprimande – hverken fra mig eller de andre medpassagerer. Men som en henstilling om, at de måske havde valgt den forkerte kupé.. og at der faktisk var mulighed i toget for, at de kunne pjatte og larme – sådan som de reelt havde lyst til – samtidigt med, at vi andre kunne få den ro, vi så gerne ville have. Men i stedet for at gå de 5 meter, det hensyn ville kræve, valgte de at blive siddende og være fornærmet over, at andre tyssede på dem.
Hvorfor er det så svært at forstå, at nogen mennesker søger roen? At nogen mennesker kan lide, når der er stille? Og at de mennesker ikke nødvendigvis er ignorante idioter, der kræver ind og kræver ind? Jeg er fuld af forståelse for, at sådan nogle piger skal grine. Det skal de endelig blive ved med. Men hvorfor så ikke vælge en af de mange, mange kupéer, hvor det netop er meningen, at man må grine og larme?
For vi andre har ikke muligheden for at flytte! Der er kun een stillekupé pr. tog.
Kan du slet ikke huske hvordan det var??
Hej nilleper
Forhåbentlig har de larmende tøser fået sig en lærestreg. Desværre er der ikke så meget personale i togene i dag.
Jeg mindes en episode i et S-tog, medens jeg var soldat. Sidste tog fra Hovedbanen. En flok store drenge myldrede ind med flasker i hænderne. Nogle stod af ved Dybbølsbro – efterladende flasker mm. Enghave st. Det er bare så kedeligt at være den sidste, så han fik umådeligt travlt med at rydde op. Han skulle i hvert fald ikke gå hjem.
Sådan gjorde vi dengang.
Jo – og det var FEDT at grine hele vejen – og drille og larme. Men havde der været en stillekupe, så havde jeg bevidst valgt den FRA dengang.