Luftkastellet der blev sprængt

Jeg er BLÆST omkuld. Jeg elskede den bog.. fra første side – til jeg havde vendt den sidste. Og det var nærmest med tårer i øjnene, at jeg accepterede, at Lisbeth Salander nu skal have lov at leve sit liv.. uden at jeg skal stikke næsen dybere ned i det.

Jeg har allerede besluttet mig for at tage bøgerne een gang til. Der er ganske enkelt så mange tråde i historierne – som jeg gerne een gang til, vil sikre mig virkelig hænger så godt sammen, som det er tilfældet. Som virkelig fungerer så godt, som de reelt gør. Jeg tror anden læsning af alle tre bøger vil give mig endnu mere. Jeg tror alene, at jeg vil blive mere forelsket .. og endnu mere hjerteknust, når den er slut.

Jeg er dybt fascineret af den måde, Stieg Larsson har fået alle de personer ind i historien. Omkring 50-60 mennesker, stifter man bekendtskab med. På Säbo alene er der nogen, der er “de onde” og nogen der er “de dumme” og igen nogen, der er “de gode”. Selvom det er et hav af navne – med et hav af forskellige historier i sig – så farer man aldrig vild. På en eller anden måde evnede Stieg Larsson at male personerne, så man aldrig var i tvivl om, hvem der var hvem.. og hvem, der gjorde hvad.

Og trådene.. Det er jo for vildt. Der er så mange tråde – frem og tilbage. Jeg følte det lidt som, når man gik på jagt i min farmors gamle broderipose.. hvori hun havde alle slags farver broderigarn.. De var bare viklet ind i hinanden. Tråde, der går tilbage til den første bog – tråde der går tilbage til den anden bog. .Og tråde, der bare startes op i denne.. Alligevel ender de med at passe sammen som det smukkeste broderi. Den mand har VIRKELIG haft et godt overblik, da han skrev denne historie.

“Det var en Lisbeth Salander slutning”. Det bliver en frase, jeg kommer til at bruge fremover. Det er den der slutning, hvor den lille, spinkle pige, der er dømt til at være taberen i de stores kamp. Hvor hun er trukket op i et hjørne, der ser ud til at være umuligt at komme ud af.. alligevel formår hun – ved hjælp af sit interlekt – og sin uovertrufne livsvilje, at narrer modstanden – og så hun står tilbage som vinderen.

Kapitel 27 er de sider, jeg har læst med størst fornøjelse nogensinde. Gud hvor jeg hadede den psykiater. Hvor jeg dog hadede det faktum, at han ville være svær -om ikke umulig at vælte.. Og kapitel 27 var ganske enkelt – sætning for sætning – den største forløsning – den mest inteligente forløsning, jeg nogensinde har læst overfor et “røvhul.” Til dem, der ikke måtte kende kapitel 27, kan jeg fortælle, at det er det kapitel – hvor Annika – advokaten for Lisbeth Salander (den voksne Pippi.. hendes voksne fornuftige forsigtige veninde??) steger Teleborian over en sagte og svagt stigende ild. Det er så smuk, så smuk.. Aldrig er en skurk blevet så smukt korsfæstet.

Luftkastellet der blev sprængt skal have alle de stjerner, det er muligt at give – og så en halv mere.. for den er fantastisk.