Uret var sat til kl. 6:15 – for imorges var min datter med i monsterquizen på Barracuda. Jeg lagde mig ind til hende. Jeg ville også gerne hører det. Og så lå vi der helt stille og holdte hånd, mens vi hørte hende blive spist af monsteret. Jeg kunne mærke på hende, at monsterquiz eller ej.. Hun var vågen og klar til dagen, der skulle komme.
Der var en helt særlig glød over hende. Sådan en lykke, der ikke kan skjules. Det var meningen, at mor og far skulle kører hende i skole her på hendes aller første dag – men da klokken var 7:45 KUNNE hun altså ikke vente mere. “Må jeg godt cykle?” spurgte hun.. og det var da svært at sige nej til – og hun var så hurtigt ude af døren ,at vi end ikke nåede at give hende cykelhjelmen med. Vi aftalte at mødes uden foran inspektørens kontor – så vi var der, når hendes nye klasselærer ville hente hende.
Jeg kunne se hendes smil fra den anden ende af gangen, da vi kom op på gangen til inspektørens kontor. Sommerfuglene i maven var næsten blevet fysiske – og maven var een stor kugle af glædelig forventning. Hun satte sig tæt op af mig, mens hun ventede på, at klasselæreren skulle hente hende.
Selv betragtede jeg omgivelserne. Den skole min datter har valgt at gå i, er den samme skole, som jeg brugte ti år af mit liv på. Jeg havde ikke drømt om, at jeg nogensinde skulle sidde der foran inspektørens kontor – for at sende min egen datter afsted. Skolen ligner sig selv – og adskillige af lærernes ansigter kunne jeg kende, trods jeg gik ud for efterhånden 20 år siden. Gensynet gav også en tryghed. For nu har min datter hjemme, hvor jeg havde hjemme.
Da den søde, smilende og varme klasselæreren kom, nærmest svævede min datter efter hende. “Vi står af her” sagde vi – 30 meter fra min datters nye klasselokale. Vi skulle nødig gøre hende forlegen overfor de andre børn på hendes aller første dag. Far fik et hurtigt kys – og jeg bad om et lille knus.. Og lille.. det må jeg så sige det blev. Hun havde SLET ikke tid til at stå der og lave farvelseancer.
Aller mest havde jeg lyst til at gemme mig bag en bjælke – og betragte min store pige, der nu skulle starte på en helt ny del af sit liv. Aller mest havde jeg lyst til at være en flue på væggen og støtte hende hele dage. Men min lille pige er slet ikke så lille mere. Og min største støtte idag er … at blive væk og give hende plads.
Og nu sidder hun så i sin nye klasse. Hun har fået alle de nye navne – og nu er hun igang med undervisningen på den skole, hun skal gå i indtil hun går ud af 9. Jeg glæder mig som et lille barn til at høre hvordan aller første skoledag gik.
Og jeg smiler helt ned i mine tåspidser, fordi imorges oplevede jeg, for første gang i min datters 6 års skoletid, at have en datter, der glædede sig til at komme i skole.
Det lyder rigtig godt med det skolevalg. Jeg har ventet lidt på at høre fortsættelsen.
Mange tanker
Guud, Pernille, hvornår har i besluttet at hun skulle skifte skole??
Reelt set har HUN ønsket det i tre år og har plaget ofte. Vi har så sagt, at der var ting, hun skulle blve bedre til. (Det sociale primært)
Efter sommerferien begyndte hun igen – og vi måtte så erkende, at hun ER klar nu.. rent socialt mv. Derfor aftalte vi møder på den nye skole mv. for at hun kunne starte efter efterårsferien.
Men der var så nogle tilfælde af grov mobning i klassen, der gjorde at vi af helbredsmæssige årsager valgte at holde hende hjemme.. og dermed blev processen speedet godt op.. og derfor starter hun altså idag.
Pointen er, at hun trænger til at få lov at “redefinerer” sig selv lidt. Hun har hængt i sit sygdomsforløb LÆNGE.. både fordi hun har været syg – men også fordi alle hende kammerater jo har set hele forløbet. Nu er hn ikke syg mere – og dermed kan hun gøre “et andet indtryk” – og få fodfæste som den pige hun er, og ikke som den sygdom hun har.
Mange hilsner
Pernille
Det lyder rigtig dejligt, at hun kan få lov til at starte på en frisk!
Det havde jeg selv rigtig meget gavn af efter 5. klasse, så jeg kender fornemmelsen af at ville væk – at se frem til nye mennesker, der ikke kender forhistorien 😉
Håber hun har haft en superstart!