Verdens mest stille skoleklasse

Jeg er ikke så god til det. Det er faktisk strengt, for jeg er selv indehaver af to af slagsene.. og den ene af dem, er jeg HELT sikker på også kan være en larmeabe… meeen hvor jeg ikke bryder mig om at dele kupe med en børnehave eller en skoleklasse, når jeg skal på arbejde.

Diskret og uset plejer jeg at rejse mig ved næste station – og så ellers vandre ned i den anden ende af toget. De unge mennesker skal have lov at larme – det er slet ikke det. Jeg har bare ikke lyst til at høre på det. Jeg har svært ved at sidde og nyde min bog, når jeg hele tiden er bange for, at jeg får en leverpostejsmad i nakken, eller en 10-årig storgrinene knægt kastet i maven.

Og sådan var det så også idag. De steg vist på omkring Buddinge. Jeg var så opslugt af min bog, at jeg ikke bemærkede stationen. Jeg opdagede bare den massive indtrængen i kupeen. “Hmm” nåede jeg at tænke.. og jeg gjorde mig klar til at flytte mig.

Men hvor skulle jeg blive overrasket. For selvom der var 20 børn – på omkring 12-13 år i kupeen, sænkede der sig hurtigt en salig ro. Børnene snakkede sammen og grinede.. men de hviskede.. og de lyttede til musik i deres hørebøffer, i stedet for på ghettoblasteren. De udviste stor respekt for alle andre, der måtte være i kupeen. Og jeg måbede. Jeg blev så fascinerede af dem, at jeg helt glemte at læse – og nyde stilheden.. for disse unger var ganske enkelt utrolig høftlige, hensynsfulde og stille.

Og det bedste af det hele var: De boblede af glæde. Ingen tvivl om at de var på vej på lejrskole. Og heller ingen tvivl om at de glædede sig. Men man kan åbenbart godt glæde sig, grine og have kriller i maven …. STILLE!!

Jeg er imponeret .. og ikke mindst overrasket. Så tak til den klasse der her til morgen overbeviste mig om, at der er både lærer og elever, der tænker over, at der også skal være plads til andre mennesker. Det var en øjnåbner.