Coaching

Det var een af de der ting, der bare sker. “Er der nogen, der kan bruge en coachingtime torsdag kl. 14:45” lød spørgsmålet på mingler.dk

Adressen var tæt på – og nysgerrigheden endda tættere på. Selvudvikling er noget man kan få meget ud af, og ligefrem en gratis time .. det ville jeg da ikke sige nej til.

Jeg ankom egentligt uden at have en fornemmelse af, hvad det var jeg skulle. Jeg vidste så meget, at det ikke er psykoterapi. Jeg vidste så meget, at skulle handle om spørgsmål – indre spørgsmål, som jeg skulle kunne løse. Jeg tænkte mig om hjemmefra. Hvad har jeg af drømme og mål i min tilværelse? En af de største, der på en eller anden måde bliver ved med at forsvinde ud igen er drømmen om at skrive og få udgivet min egen bog.

Jeg har vel reelt omkring 10-20 manuskripter liggende, der bare ligger. Jeg er ikke længere tilfreds med dem – og vil derfor ikke gøre mere ved dem.

Det fortalte jeg min coach, da vi kom igang. Og hun tog straks fat. “Hvorfor tror du ikke, du får færdiggjort bøgerne” . Reelt set stillede hun mig omformulerede spørgsmål, der alle som et bundede i det, jeg selv lige have fortalt hende. Alt hvad jeg kastede på bordet, som noget, jeg gerne ville omkring, blev kastet tilbage – omformuleret som spørgsmål.

I starten var det bare fustrerende. For hvis jeg vidste, hvorfor jeg ikke har færdiggjort en bog, så ville jeg jo for hulen da have løst problemet for længe siden. Men efterhånden som spørgsmålene fik skrællet lag efter lag af løget, og jeg nåede ind til kerne, var det som om jeg pludselig fattede en helt masse, jeg aldrig har set før. Selvfølgeligheder.. enkeltheder, som er nemme at gøre noget ved.

Først og fremmest fandt jeg ud af, at respekten for mit arbejde, når først den første euroforiske stemning har lagt sig, kan ligge på et meget lille sted. Jeg opdagede, at jeg faktisk ikke har respekt for mit eget arbejde!

Det er kun nogle forholdsvis få år siden, at jeg fandt ud af, at jeg ikke havde respekt for min krop – og at det var denne manglende respekt, der gjorde mig overvægtigt. “Så kan det jo bare være ligemeget” holdningen. Og pludselig opdagede jeg – der siddende overfor min coach – at nøjagtigt det samme gør sig gældende for de følelser, jeg har. De ting, jeg udretter. Det arbejde jeg udføre. Jeg mangler ganske enkelt at give mig selv et skulderklap. Jeg mangler ganske enkelt at erkende, at gu er jeg et geni – gu er jeg god .. og ikke bare god NOK .. men GOD.

Jeg har ikke tid til at sidde her foran skærmen – jeg har en masse arbejde, jeg skal have gjort. Jeg har lagt et træningsprogram for mig selv, ganske som jeg gjorde, da jeg lærte mig selv, at elske min krop. Denne gang er projektet, at jeg skal elskede alt det indeni. Og jeg kan slet ikke vente med at komme igang.

For nogle dage siden var der een, der spurgte mig, hvorfor, jeg ikke uddanner mig til NLP coach eftersom jeg er så interesseret i NLP. Da jeg havde tænkt tanken selv, fandt jeg hurtigt ud af hvad svaret var: Jeg skal ikke være coach, fordi jeg ikke er interesseret i NLP, men jeg er dybt interesseret i hvad de redskaber, NLP giver mig, kan gøre for mig liv. Og idag fandt jeg så een måde, at bruge NLP på. Jeg skal til at gå til coach indimellem. Ingen tvivl om at det nok skal komme til at sparke r** i længden.