Jonathan ser langt efter sin kusine, når de er i svømmehallen sammen. For hun er nemlig frygtløs i vand. Hun har gået til babysvøm fra hun kunne aldersmæssigt – og mor og far har været gode til at holde hendes evner ved lige.
Jonathan elsker skam også at svømme.. hvis ikke det lige var for alt det vand, man hele tiden får i hovedet!
Og dertil var mormor genial idag. Det er ofte mormor, der har Jonathan med i svømmehallen om onsdagen, men idag var jeg med. Først kunne jeg konstaterer, at han er blevet langt bedre til hundesvømning end sidst, jeg så ham.. Og det kan man jo kun glæde sig over.
“Det hjælper med bolden” sagde mormor – og gik ud for at finde en. Hun kom tilbage med en pink/grøn en af slagsene.. Og hurtigt kunne jeg se, at det var ganske rigtigt.. Knægten fik knoklet sig hen til bolden i et konstant og hidsigt tempo. Bare han kunne nå bolden, så fandt han sig i hvad som helst.
Det måtte udnyttes. Mormor stjal bolden. “Grib Jonathan “sagde hun og kastede bolden højt op i luften. Første gang var det egenligt et uheld. I forsøget på at nå bolden, kastede jeg knægten godt op i luften.. og som sagt…. ved et uheld kom hans hoved under vand, før han endeligt kom op og fik fat i bolden. Mormor og jeg udvekslede sigende blikke.. for det, knægten normalt vræler over og bliver forskrækket over, havde han slet ikke registreret, fordi han skulle have fat på bolden.
Derefter var det mere med vilje. Vi udviklede hurtigt en leg. Jonathan talte til tre. Når han nåede tre, kastede mormor bolden i vejret – og jeg kastede Jonathan efter bolden. (Jeg holder ham naturligvis hele tiden!) Når han rammer vandet, lod jeg ham synke længere og længere ned for hver gang, vi prøvede. Og hver gang kom han op og grinede… fordi han fik bolden. Først efter 30 minutter gik det op for ham, at han faktisk dykkede.
Vi var i vandet, der er 1,2 m dybt og første gang han kom så langt ned, at han kunne nå bunden og “skyde” sig selv op igen, var smilet ikke til at tage fejl af. “Mor, jeg DYKKEDE” sagde han glædesstrålende – med bolden i armene.
Til sidst prøvede vi at gå op til kanten.. Det Jonathan normalt ser sin søde kusine – der er to år yngre – gøre, skulle han nu prøve. Han talte til tre, og kastede sig frygtløst ned til mig.. og da hans hoved igen kom op af vandet, var glæden ikke til at tage fejl af. Nu kunne han noget, han ikke plejer at kunne.
Jeg fik for alvor grinet, da han satte sig i badekarret i baderummet. Formålet med, at han vil bade i karret er jo netop, at han ikke vil have vand i øjnene. Jeg satte karret under bruseren – og tændte.. Og mod al normalitet for Jonathan, mente han at han ville bade MENS bruseren kørte. Og så sad min søn der.. ham, der HADER vand i øjnene, og grinede mens liter efter liter af vand fossede ned i hovedet på ham.
Tænk, at man kan lære at have hovedet under vandet, alene fordi man er vild med at lege med en bold 🙂
Hvor dejligt for ham, at få sådan en god oplevelse – tillykke med det :))
Dejligt:) næste gang så kaster du ham “rigtigt” – som en badebold, det gjorde vi meget med M da han var lille – han vold nød det!