“Se mor – en snegl” siger Jonathan og bukker sig ned for at se nærmere. Egentligt vælter skovstien sig i snegle, men Jonathan betragter interesserede og nysgerrigt hver eneste af dem, vi møder på vores vej.
“Man må ikke træde på sneglen” fortæller han mig – og tager fat i min hånd. Jeg tænker mit. Jeg synes de sorte skovsnegle er ulækre ud over alle grænser – og de mindre mig i høj grad om cykelstierne på Bornholm, der lå ved skovene. Her VÆLTEDE der røde, ulækre dræbersnegle ud på cykelstien. De lå næsten i lag – og det var ganske umuligt at lade være med at træde på dem. Følelsen af den splattede, gummiagtige substans under fodsålerne på skoen, husker jeg kun alt for godt.
Men Jonathan er ved at opdage hele verden – og i hans verden er en snegl, en blomst og en bille utrolig spændende. Så jeg bukker mig ned og fortæller ham, hvad jeg ved om sneglen. Ikke meget, men alligevel føler Jonathan, at han går hånd i hånd med verdens klogeste menneske. Og jeg føler, jeg går hånd i hånd med verdens nyeste.. Der er så meget endnu, han skal lære – og vi har god tid til at kigge på alle tingene.. Vi skal ikke nå noget.