“Må jeg spørge dig om noget” spugte en af de unge mennesker i det lokale supermarked mig. Jeg har set ham mange gange før – og har som sådan aldrig tænkt nærmere over noget.
“Ja da.. “
“Har du ikke engang været pædagog i børnehaven rundt om hjørnet”
Jeg vidste slet ikke hvad jeg skulle svare. For nej – jeg er slet ikke pædagog – men jo,- engang for 17 år siden var jeg vikar dernede. Jeg havde måske ialt 10 vagter – før jeg fik faste vagter i en anden børnehaven, hvor jeg så arbejdede mere fast i et år.
“Øh.. jo.. engang arbejdede jeg kort dernede. Men det er jo 17-18 år siden” endte mit svar med at være.
“Jeg synes nok, jeg kunne huske dig. Jeg hedder Søren. Du har passet mig”.. forklarede den unge mand mig. Det hjalp ikke. Faktisk overhovedet ikke. Desto mere min hjerne prøvede at komme tilbage til den tid, desto mindre følte jeg, at jeg kunne huske. Det er 17 år siden!
Den unge mand foran mig var 20 år gammel. Jeg var vikar i børnehaven en enkel gang – hvorimod jeg var vikar i vuggestuen omkring 9-10 gange. Det er et skud, for jeg kan ikke huske det. Det er SÅÅ længe siden. Og ungerne. de var søde og rare – og jeg kunne lide at være der. Men jeg kan ikke huske navnet på een eneste af dem.
Og her stod så en prægtig ung mand foran mig. 20 år gammel.. og påstod, at jeg passede ham, da han var 3 år. Ikke nok med at han kunne huske helt tilbage fra han var tre år.. næ nej. JEG – en vikar – havde tilsyneladende efterladt så voldsomt et indtryk, at han kunne huske mig 17 år efter.
Jeg mente faktisk selv, at jeg havde en elefants hukommelse, da jeg kunne beskrive min farmors hjem, som hun flyttede fra, da jeg var lige omkring 4 år. Men at huske en VIKAR – fra ens VUGGESTUE! Helt ærligt: det er altså en go hukommelse.
Jeg blev så befippet, at jeg helt glemte at spørge ham, hvad han kunne huske 🙂 Det må jeg huske næste gang.
Hvilken tilkendegivelse, den kan da ikke blive meget større, du har da gjort det rigtig mange af os kun drømmer om, at gøre en virkelig forskel:) Det er dælme Din ros som du da skal være s…. stoæt af:)
Gosh – den kan jeg altså ikke stikke – jeg er ellers også den der normalt husker de andre (som ikke altid husker mig).
Vildt at han kan huske det – glæder mig til at høre om du får spurgt ham.
… Du har da skræmt livet af ham…
Se – det var ligesom årsagen til, at jeg ikke turde spørge HVAD han kunne huske 🙂
Får helt kuldegysning over det. Sikke en hukommelse!! og synd du ikke kunne huske ham – men forståeligt nok – 17 år………