Skt. Hans

Det var sådan en dag, der endte med at blive ganske, ganske vidunderlig.

“Skal vi ikke ringe til Tias og sige, han skal komme og lege” spurgte min søn lidt over 17. Eneste ting negativt ved den ide var, at Tias – og hans mor, kun lige var gået ud af døren efter at have været på legebesøg i adskillige hyggelige og dejlige timer.

Faktisk var han så meget på besøg, at han og Jonathan fik omrangeret hele hjemmet. “Jeg sover hos mor og far – og du må gerne få min seng” forklarede min 4 årige søn sin kammerat. Tias var med på den værste.. Jo.. sørme.. Han ville da gerne flytte ind.. Altså lige indtil det gik op for ham, at nok var der plads til ham i Jonathans seng .. men resten af familien havde vist ikke tænkt sig at flytte med.. og så røg det sjove alligevel af. Tanken var jo god nok: Så kunne man fortsætte legen i al evighed.

De var ellers goe de to. På et tidspunkt bliver Tias vred på sin mor – og siger “Dumme mor”, hvorefter min søn trøstende tager fat på Tias arm og konstaterer “Min mor er også dum”. Mødrene måtte så stå bagved at holde grinet indebords.

Efter at have sendt far til sodavandsuddeling i Parken, og sendt Tias og hans dejlige mor og søster hjem, sadlede Jonathan, min datter og jeg cyklerne – og cyklede ned til Furesø for at se skt. Hans bål.

Egentligt mente min datter, at det var for kedeligt – for traditionelt – men klokken blev alligevel så mange, at vi ikke rigtig nåede at tale om alternativer – hvilket moren sådan set var glad nok for. Alene det, at gå uden for døren med Jonathan på 4 år efter kl. 20, er noget af et spil russisk roulette. Så hellere satse på det sikre, det kedelige og det traditionelle. 

Men cykelturen klarede han til ug med kryds og slange.. Og da vi først var ved Furesøen fortrød datteren vist alligevel – for hovsa – der var lige een veninder – og der var en anden. 2/3 dele af tiden gik Jonathan og jeg rundt for os selv, for min datter havde travlt med at socialiserer.

Jeg kan godt lide Furesøen Skt. Hans aften. Hele byen samles dernede – og der er altid 100 mennesker, man lige kan hilse på – og snakke lidt med. Jonathan nød til fulde bådebroerne – og ikke mindst ænderne. De nød så ikke ham helt så meget, da han mente, at sådan nogle ænder havde brug for at blive våde over det hele og derfor var han hurtig med en håndfuld vand, han lige skubbede efter de stakkels, og pludselig hurtigsvømmende  ænder.

Og lykkelig var jeg, da jeg sad der på badebroen og stirrede ind i det dejlige skt. Hans bål ude i vandet. Med en træt – men sød og dejlige Jonathan på skødet – og en skøn datter og hendes veninde ved siden af.

Jeg har – alt andet lige – været så utrolig heldig, at jeg netop har fået de to dejligste børn på jorden.

Min datter beviste det, da vi kom ind af døren kl. 23. Jonathan var endnu ikke overtræt – men helt sikkert meget træt – og han brokkede sig på ingen måde, da han skulle i seng. “Må jeg fortælle ham en historie” spurgte min datter – og kravlede ind i sengen ved siden af ham. Det måtte hun naturligvis godt.. Og jeg lå og smilede i stuen, da jeg hørte Jonathan sige “een til.. Bare een historie mere”.