Sikke nogen bedårende små børn..

sagde Prinsesse Benedicte grangiveligt om min datter. Ingen tvivl om, at min datter er blandt “de små” – for hun er den mindste i garden – sammen med et par drenge, der spiller på tromme.

Faktisk er jeg ikke helt sikker på, at det var Prinsesse Benedicte, der sagde det. “Hun hed Prinsesse – og så et eller andet be…ge… ” Vi bød på Benedicte – og min datters ansigt lyste op. “Ja – det må være hende.”

Og faktisk er jeg heller ikke helt sikker på, at det var orderne, en det var noget i den stil.. Noget med “søde, dygtige” og “børn”.

“Jamen, hvad var det så for et arrangement, I spillede til?”

“Jo, altså det var åbningen af et jødisk plejehjem – eller måske var det et dagcenter .. eller.. Men det er ihvertfald det første i Danmark.” Årsagen til Gardens fremkomst stod hen i det uvisse.

Min datter var ude og spille igår. De spillede, mens snore blev klippet, kvinder med fine hatte gik forbi – og kongelige vinkede pænt til de “artige børn”.

“Vi skulle spille lavt, da prinsesse kom, så de kunne tale sammen”. forklarede hun.

Det overrasker mig gang på gang, hvad hun får ud af at kunne spille på sådan en tværfløjte. Jeg kunne spille på blokfløjte, da jeg var lille – men jeg har aldrig været inviteret med, hvor der var kongelige. (Faktisk er jeg helt overbevist om, at de kongelige ville betakker sig for min version af “Glade Jul, dejlige jul”) Og jeg har heller ikke spillet i Tyskland, for derefter at komme gratis i forlystelsesparker. Og jeg har aldrig prøvet at være på øveweekend, hvor de store piger bærer mig i seng, fordi “hun skal da ikke ligge i sofaen og sove, stakkels pige”. Jeg har aldrig været den, der var hovednummeret til juletræs-tændinger – og jeg har aldrig gået midt på Jyllingevejen – så alle biler må køre i mit tempo bag mig.

Faktisk sad jeg bare time efter time i et tom klasseværelse og lukkede hæslige fløjtetoner ud af min fløjte, mens min lærinde henholdsvis roste mig – eller bad mig træne noget mere.

Noget siger mig, jeg valgte forkert dengang.