Racerløb i Ganløse

I dag var een af den slags dage, hvor det var svært at tage dårlige billeder. Solen var i den grad med os.

Egentligt var det meningen, at jeg skulle sidde på kontoret, og svede hele dagen. “Der er ikke tradition for en fridag bare grundet Grundlovsdagen”. Men da jeg fandt ud af, at børnehaven var lukket, var det jo egentligt meget enkelt – så måtte jeg jo betale mig til en fridag.

Mormor havde også fri – og ringede for at høre, om vi ville med til Ganløse, hvor der idag er racerløb med veteranbiler. Veteranbiler og Jonathan – tænkte den dovne mor.. Jo.. det er da vist i DEN grad en god kombination.

Biler var bestemt også interessante. Men der var længe imellem dem. De kørte på tid – og blev sendt afsted med et minut eller tos mellemrum. Alt alt for længe for en 4 årig med krudt i rumpetten. Så efter at have set de første ti biler, ledte vi efter en købmand, der kunne skaffe os en is eller noget mad. Men ganske som alle andre steder, var der ikke mange steder, der var åbent på Grundlovsdag.. så vi endte i en bager – og fandt tre is. Jeg købte en bolle, i fald min lille søn skulle blive sulten lidt senere. Og det skulle vise sig at være dagens bedste investering – men bestemt ikke som det var tiltænkt.

Lige udenfor bageren ligger det kæreste gadekær – med to små huse til de ænder, der har taget bopæl i gadekæret. Der var ikke mindre end to sæt ællinger – det ene kuld mindre end det næste.

Jonathan spurgte om han måtte dele sin is med ænderne – men mig bekendt er ænder ikke så vilde med Oswald-is – så jeg bad ham om at “giver ænderne en bid af bollen”.

Det tog han meget seriøst – og valgte nu – i stedet for at rive et lille stykke af bollen af – at stikke bollen i munden – og bide et lille stykke af – for derefter at kaste det ud til ænderne.

Ænderne var ligeglade med om Jonathan havde bidt bidden af – de nød bare i fulde drag i den grad at få maden foræret. Og Jonathan gik HELT i selvsving. “Moar – se de ELSKER deres mad” konkluderede han. “Og de elsker mig, fordi jeg giver dem mad”. Og jeg kunne kun smile og nikke – og fotograferer min søn i fuld vigør. De 5 kroner bollen kosten, gav Jonathan umådelig meget underholdning i næste 30 minutter. Han HULKEDE af grin – og var adskillige gange ved at gå helt ned i søen til ænderne. Han ledte og fordelte brødet – og nogen ænder måtte ikke få mere, mens andre var så søde, at de måtte få mange gange. Han hyggede sig gevaldigt.

Det var vist ikke første gang, ænderne havde haft besøg af mennesker, der lige havde været i bageren. Ihverfald var ænderne ikke bange for at komme meget tæt på.

Vi var hjemme kl. 14:15 – og 30 minutter efter snorkede Jonathan på sofaen. Om han drømmer om fede veteranbiler eller sultne ænder står ikke til at sige.