Jonathan elsker at cykle, så det var ikke svært at lokke ham med på cykel – med retning mod farmor.
Der er 16 km hjem til farmor – og sidst klarede han en tur på omkring 5 km, så jeg var godt klar over, at vi ikke kom helt hjem til hende. Ikke desto mindre mente jeg, det kunne være sjovt at prøve at se, hvad de manglende støttehjul måtte give af ekstra vej.. for ingen tvivl om, at man kommer hurtigere og længere på to hjul frem for fire.
Hjemme stod far – bevæbnet med mobiltelefon og en køreklar Opel. Vi vidste godt, at Jonathan skulle samles op undervejs. Spørgsmålet var kun hvor – og hvornår.
Turen gik over AL forventning. Der, hvor Jonathan sidste gang, fik meget travl med at studerer snegle, nedfaldne blade (i en skov!! Så er der altså noget at tage fat på) og tilfældige pinde på jorden, var han nu langt mere målrettet omkring kørslen. Jeg er ikke i tvivl om, at det er fordi han den gang allerede var træt på den strækning omkring skoven. Men nu klarede han den til bravour.
Vi kom til vores “is-sted” – og først mente han faktisk han ville kører videre – men han ombestemte sig, da han så, de havde bamse-is. Så med en bamseis ekstra i maven som brændstof, fortsatte vi vores færd.
Han kom 1 km længere han sidst – men denne gang var årsagen til pit-stoppet en anden. Han skulle på toilettet. Og han NÆGTEDE at tage på tanken, fordi “der er ikke noget sæde -mor”. (Vi har sådan et “pottesæde”) Dermed blev far alarmeret – og hentede Jonathan indenfor 5 minutter.
At det har været alle tiders for ham at få brugt sine kræfter så meget, fik vi bevidnet, da klokken var 18. Da faldt han i søvn hængende ud over sofahynden – mens storesøster pligtskyldigt læste resten af Findus-bogen færdig.
Næste weekend bliver det ikke, men vi tager turen sammen igen. For jeg fik cyklet alle 16 km. Min cykel kan nemlig ikke være i bilen, når der også skal være to børn 🙂
Alt lyder så rigtigt og hyggeligt hos jer. Dejligt. Som et pusterum. En skøn tur, en skøn lille dreng.
Mon ikke bare det er et spørgsmål om hvad jeg vælger at blogge 😉
Mange hilsner
Pernille
Sikke en sej lille mand.
Jeg husker selv, meget tydeligt min første cykeltur uden hjælp. Det var netop også en tur til mine bedsteforældre (mormor og morfar). Min far havde monteret det velkendte kosteskaft bagpå min cykel, og jeg havde jo en forventning om at det var fordi han ville holde i det.
Det gjorde han også, ca 200 meter hvorefter han slap uden at fortælle mig det. efter et lille stykke vej gjorde han dog opmærksom på at jeg jo sagtens selv kunne cykle, og først dér blev jeg nervøs og var ved at styrte. Men af uransaglige årsager overvandt jeg denne frygt og indså at det godt kunne lade sig gøre.
Der var herefter dømt kampløb mellem min storesøster og jeg. Jeg vandt. Jeg var mere end pavestolt da jeg som den første nåede ud på det gamle mejeri hos mine bedsteforældre. Jeg husker ikke hvor længe vi var om turen, men den var på 29,9 km, i følge krak.dk.