Det er altid synd at blive læst, når læseren fortsat har sin absolutte favoritforfatter helt inde under huden. Det er i særdeleshed synd for Camilla Läckberg – for jeg kan egentligt godt lide hende.
Prædikanten er en hæsblæsende krimi – som efterfølgender “Isprinsessen”. Det er de samme mennesker vi følger. Denne gang er Erika dog gravid -og det er Patrik, der står for opklaringen af mysteriet.
Og det er lidt utroligt, at en lille miniputby, som man på anslå at Fjällbacka er. Denne gang er der tale om ikke mindre en fire af slagsene.
Camille Läckberg forstår at bygge en stemning op. Og hun forstår, at snyde os for klimaks, lige når man ellers tror, man skal have forklaringen på de spørgsmål, der roder rundt i hovedet. Faktisk forstår hun at gøre det så meget, at jeg bliver irriteret over hvor forudsigelige hver side er. Vi får lige 2 cm – vi får svar på et spørgsmål, men Camilla sørger for, at der opstår to nye, inden vi har læst afsnittet færdigt.
Men grundideen til forbrydelsen – og ikke mindst hvordan den opklares, er godt skrevet – og godt fundet på. Der skal noget af en hjerne til kringle sådan en historie sammen.
Så skal du glæde dig til Stenhuggeren, som jeg helt bestemt mener er den bedste af de tre hun har skrevet…:-) Prædikanten har en rigtig god historie, men jeg synes den bliver for let gennemskuelig til sidst… Og sådan er det bestemt ikke i Stemhuggeren.. Der er man så blank hele vejen igennem;-) Skuffet vil du ihvertfald ikke blive..
Jeg synes bestemt også man kan mærke, at hun bliver bedre og bedre til at skrive- og ingen tvivl om, at stenhuggeren også skal læses.. Hun er bestemt læseværdig.