Musikken på fuld knald. Så højt, at de tanker, der bliver ved med at poppe op, overdøves igen og igen. “Du kan ikke”. GU KA JEG.
Jeg fokuserer på damens stemme. Damen, der har guidet mig igennem til dato – og har sørget for, at jeg kan løbe i længere og længere tid. Med en kærlig, smilede men myndig stemme, fortæller hun, at jeg idag skal løbe 20 minutter i træk. Hun forklarer, at hvis jeg har svært ved det, må jeg gerne sætte hastigheden ned. Men jeg må ikke gå. Og jeg må under ingen omstændigheder stoppe.
Jeg ved allerede inden jeg sætter i løb, hvad den største udfordring bliver. Det er ikke benene – eller konditionen. Det er troen på, at jeg kan. Det er accepten oppe i hovedet af, at jeg kan det, jeg ikke kunne igår.
Jeg sætter i løb. Afmåler min hastighed til så lavt, som jeg kan, for ikke at brænde ud for hurtigt. Jeg smiler for mig selv og lader musikken fylde mig op. Jeg smiler vidende, at jeg kan løbe. Jeg kan godt løbe de næste 5 minutter. De næste 10. Jeg kan godt. Og for hver gang, jeg siger “jeg kan godt” til mig selv, får jeg underkendt den lille djævel, der parttout vil have mig ned med nakken – og som bliver ved med at skrige i mit indre, at jeg under ingen omstændigheder er stærk nok, dygtig nok, frisk nok.
Jeg kan mærke tempoet faldet – men jeg løber endnu. Selvom de fleste sagtens ville kunne gå ved min side. Jeg holder fast i følelsen af, at jeg løber – trods tempoet. Da jeg runder 17 minutter, kommer det for fuld styrke. Alt i mig skriger: “Du kan jo ikke!! Så gi dog OP” Og flere gange, må jeg overtale mig selv til at tage den næste lygtepæl – og den næste igen … bare for at forsætte endnu et minut – endnu 20 sekundter.
“You have a minut left of running” siger hun endelig. Det føles som om jeg aldrig ville nå dertil. Jeg kan se en postkasse et stykke fremme. Når jeg når den, er minuttet gået. Jeg skal bare derhen. Jeg skal bare fokusere på at løbe hen til den. Så er jeg igennem.
Der var ikke plads til ret mange tanker, da hun endelig bad mig fortsætte gående. For pulsen var høj – og vejrtrækningen skulle der styr på. Men følelsen af at have overvundet mig selv, kunne intet tage fra mig.
Jeg kan løbe 20 minutter i rap. Rundt regnet alle ville kunne løbe fra mig. Men JEG kan løbe 20 minutter i rap. Det kunne jeg ikke for en uge siden.