Idag bliver min far – uhhh alt for mange år. Hjerteligt tillykke med det! Hver gang han har fødselsdag, mindes jeg med fryd, hans besynderlige gaveønsker gennem tiden.
Det gaveønske, jeg lærte mest af, var den jul, min far ønskede sig en stråhat. Bare en stråhat. Intet andet ville kunne gøre ham lykkelig. At finde en stråhat i december – skulle jeg hilse og sige – er som at finde et nålehoved på en pløjemark. Aldrig i mit liv har jeg brugt så lang tid på at finde en gave, som det år min far ønskede sig sin stråhat.
Men jeg fandt den. Køn var den ikke. Det var vel en overskudshat fra sommerens feriegæster, der havde ligget klemt inde på lageren – mellem deres ekstra forsyninger af langtidsholdbart gær – i fald der nu skulle komme generalstrejke – og isskiltet med sidste sæsons ismuligheder. Glemt var den ihvertfald.. og jeg blev den lykkelige ejer af den.. for en ganske kort periode.
Den kostede mig vist 20 kr – alt inklusiv. (Og man kan jo så kun forestille sig, hvad pulveret på hatten har været) og min far var lige så overrasket, som jeg havde regnet med.
I processen lærte jeg den lektion, han havde stukket ud til mig: Det er ikke gavens pris, der tæller – men tanken og handlingen bag.
TILLYKKE FAR.
Hip Hurra
Hip Hurra