Jeg fanger mig selv i hele tiden at sige sætninger, jeg ikke troede, jeg nogensinde skulle sige – alene fordi Jonathan cykler “på to hjul” som han siger.
“Nej – Jonathan – du må IKKE cykle i blomsterbedet.”
“Jonathan, det er farligt at cykle på trappen”
og idag tog jeg mig selv i at sige
“Kan du SÅ komme op på fortorvet. Man må IKKE cykle på cykelstien!!!”
(Det må man heller ikke – før man er 6 år)
Alt sammen er alene udtryk for min søns nyfundne nysgerrighed. Hvad kan cyklen? Kan den dreje SÅÅ meget? Kan den dreje lidt mere? Hvad sker der, når man tager benene op, mens man cykler? Og hvordan er det at cykle på græs? Hvad med i sandkassen? Alt skal på ny prøves helt forfra. Erfaringer høstes i sandvis på daglig basis.
Idag cyklede vi Søndersø rundt. I alt cyklede vi omkring 7 km. Han klarede det til ug med kryds og bolle. Og undervejs opfandt han noget helt nyt: En cykelvask. Ligesom når far putter bilen i vaskehallen.
Man finder ganske enkelt den største vandpyt på vejen, speeder godt op – og mosler ind i den – fuldkommen frygtløs og uden forstand nok til at vide, at vandpyttens midte typisk er een stor mudret klump, der aldrig igen vil give slip på hans små dæk.
Han hujede og morede sig – og hvis han ligefrem kunne få mormor op på siden af ham, når han oversprøjtede alt på sin vej, var det at takserer som et “fuldt hus”.
Der findes da næsten heller ikke noget bedre end sådan en kæmpe vandpyt, der bare sprøjter til alle sider…:-)
En imponerende tur, han kunne klare ham Jonathan.. 7 km.. Sejt….