Jonathan tog fusen på sin mormor idag. “Han kan da ikke selv cykle” forklarede hun, da hun ankom med ham til min datters skoleteater. Øjeblikke efter satte han selv af – og cyklede bagved. Mormor måtte bare grine og konstaterer, at jo .. det kunne han vist alligevel.
Jonathan har for alvor fået fart på. Idag har han lært selv at starte. Og efterhånden bliver han mere og mere modig. Han har slet ingen fornemmelse af farer eller underlag. Sand, græs, asfald. Det kan vel ikke gøre den store forskel. Mere garvede cyklister kan jo så bare smile og konkluderer, at sandkassen måske ikke er det bedste sted at cykle. Men er der ikke noget med, at eens egne erfaringer er bedste?
En anden sjov ting er det faktum, at han ikke forstår “Styr uden om lygtepælen”. Han stirrer på lygtepælen, som han skal undgå – og laver typisk en direkte kollision – fordi cyklen bringer ham derned hvor han ser. Det ser drønsødt ud, når han cykler i en stor skolegård med kun en eneste lygtepæl i miles omkreds – og så cykler han frontalt ind i den 🙂 Heldigvis når han selv at bremse ned – og han slår sig ikke.