Måneromantik på slotsgården

Vi var i den heldige position, at vi – som ægtefolk -skulle mødes med en række andre mennesker på Hvedholm Slot i lørdags. Vi ankom og fik tildelt et værelse, hvor det ene “hold da op” overtog det næste “Naaaajj… se lige”. Vi skulle overnatte i porternerværelset. Vi havde porten for os selv og nærmeste nabo, var resturanten.

Ikke mindre end to værelser ventede os, da vi først fik åbnet den koloenorme dør. Og hvert værelse var indrettet med himmelseng og fantastiske møbler. Alle 3,5 meter væg var tapeseret i nærmest kongeligt tapet – og i vores entre hængte en lysekrone. En atmosfære strømmede os imøde. Ingen tvivl om, at vores rum for natten var værdig konger og dronninger.

 

“Tror du det spøger” spurgte min kæreste, da han havde kastet sig omkuld i den store himmelseng. “Ja.. mon ikke?” svarede jeg skælmt. Hvis der er noget manden min ikke er vild med, så er det spøgelser.

Det hjalp ikke på angsten, da vi sad og var igang med vores overdådige 5 retters menu og fantastisk vin til. Fantasien blev pustet mere til, da en af vores medspisende fortalte, at slottet for kun få årtier tilbage, var et sindssyghospital. Mon ikke der har været noget skæbner imellem, der havde hvileløse sjæle?

Maden smagte fantastisk. Omgivelserne var ekstraordinære fantastiske – og vinen boblede i hovedet og sindet. Det var svært ikke at føle sig beruset af omgivelserne.

Kl. 1:10 om natten gik kæresten og jeg ud. Jeg trængte til noget frisk luft. Og da vi stod der på slotspladsen, blev vi overvældet af synet, der mødte os. Vi stod der – midt på slotspladsen – i de perfekte omgivelser og stirrede sammen på en måne, der genskinnede orange på en hidtil for os aldrig før set måde. Smilene blev bredere – og kyssene endnu mere romantiske og forsigtige.

“Lad os gå en tur i skoven” foreslog min mand. Vi gik langs stien med småsten, der sirligt var revet i fine line rækker. Man kunne ikke lade være med at tænke, at man nu, alene ved at gå her, ødelagde symetrien.

Der var bælgmørk og månens underlige farve, hjalp ikke på farbarheden, så vi passede meget på at blive på stien. Vi kunne ikke se den, men vi kunne mærke den og høre den. Så længe vi blev på den, ville vi kunne finde tilbage.

Månen gav efter for solen, og lidt efter lidt kom et fantastisk hvidt lys til syne i en lille skive af månen. Vi gik mætte af oplevelser sammen hånd i hånd – uden at sige ret meget.

“Vi skal passe på, vi ikke fare vild i skoven” fik jeg sagt, som clue til, at vi skulle vende om. Vi gik – hånd i hånd hen af stien – med slottet i udsigt foran os.

Nogen bedre måde, kan jeg ikke forestille mig, at se en måneformørkelse.

Eneste lille bet var så, da vi næste morgen vågnede og bevægede os hen til morgenmaden. Da vi kom ud på slotspladsen og smilende sammen kiggede i retningen af vores “skov” og opdagede, at skoven da vist ikke var andet end tre træer – og at det havde været overordentligt svært at fare vild på så åben en strækning.