Jeg kom forbi Plok idag og der fandt jeg lydfiler fra blogforum2. Der ville jeg gerne have været. Endnu mere, da jeg var færdig med at høre indlæggene. Eet af dem, der sad bedst fast, var indlægget fra Dalager. Han talte om “åbenhed, privatliv og arbejde”.
I forbindelsen med mit bryllup skiftede jeg efternavn. Jeg hedder ikke længere et særpræget og sjældent efternavn. Næ nej. Jeg valgte helt af mig selv, at tage et efternavn, som rundt regnet 1/5 af alle dansker kan bryste sig af. Det er jeg rigtig godt tilfreds med. Før var der kun een af mig.. Nu er der 800. Så mens alle andre dansker higer efter at hedde særprægede navne, så kaster jeg mig i armene på de resterende “-sen”er og håber på, at de ikke alle ændre deres navn, så jeg igen er ene om mit navn.
“Regn med at din arbejdsgiver ved, at du blogger – for det gør han.” “Det, du skriver på nettet, forsvinder aldrig… aldrig.” Begge dele er ikke nyheder, men tændte alligevel for tankestrømmen.
Jeg skriver forholdsvist anonymt – hvis man ser bort fra, at mine børns navne er at finde her. (Og jeg prøver så at fjerne den ældstes, da det navn er lidt mere særpræget) Jeg lægger heller ikke skjul på, at jeg selv er Pernille – og det har jeg det også fint med. Alligevel føles det godt at gemme sig. At føle sig anonym, når jeg skriver.
Og jeg er alt andet end. Der er ingen i min omgangskreds, der er i tvivl om, at jeg blogger. Ikke at de forstår det. Men de ved, jeg gør det. De få, der forstå, blogger selv.
De andre kan deles i to: Dem, der ikke forstår, og helst vil lade som om jeg ikke blogger.. og dem, der ikke forstår, men alligevel læser med og nyder mine indlæg. (Eller græmmes over dem – og glemmer at sige det til mig 🙂 )
Ikke desto mindre er jeg svær helt at overse, for jeg har efterhånden skrevet rigtig mange indlæg med rigtig mange forskellige ord – og derfor forekommer jeg også i alverdens mærkværdige søgninger på Google..
Men hvorfor har jeg så brug for min anonymitet? For jeg er jo ikke flov over de ord, jeg skriver. Tværdimod. Jeg holder af dem!
Måske holder jeg af min anonymitet, fordi en evt. ny chef, ville have overordentligt svært ved at google mig på mit navn eller mine data på mit cv i øvrigt. Med respekt for det faktum, at alle, der ikke blogger selv, ikke fatter, hvorfor man blogger, så vil jeg gerne have at en ny arbejdsgiver ikke dømmer mig alene på, at jeg blogger. For jeg stoler ikke på, at vedkommende ville sætte sig tilbage i stolen og gå mine 1600+ indlæg igennem et for et, for ligesom at lære mig at kende. Jeg tror nærmere chefen tænker “Sikke en sær snegl sådan at skrive så meget på nettet” og så lægge mig i bunken med “Tak – men nej tak. Vi arkiverer din ansøgning lodret” Derfor ønsker jeg fortsat at være forholdsvis anonym.. om ikke andet så bibeholde anonymiteten som en illusion.
Men omvendt føler jeg, at jeg har en forpligtelse til at fortælle dem, jeg er tæt på i min hverdag, at jeg blogger. Ikke at jeg nogensinde er flov over mine ord – netop fordi jeg er bevidst om det faktum, at ord aldrig forsvinder fra nettet – og jeg derfor gør alt hvad jeg kan, for aldrig at skrive dårligt om folk. Men mere for at vise folk, at jeg vitterligt ikke skriver bag deres ryg. At de ikke skal opdage mig pr. tilfældig googleri og efterfølgende tro, at jeg ikke har meddelt mine skriblerier, fordi der “gemmer sig noget” i nogen af indlæggene.
Det var en lang og sneglet tankerække.. Ikke desto mindre føles det godt, at have tænkt dem 🙂
Øhh, jeg forstår, men blogger ikke selv, sådan da.
Men jeg følger efterhånden godt med i flere forskellige danske blogs. Hvis jeg valgte at blogge, er jeg sikker på det ville være anonymt. Men ved egentlig ikke hvorfor…
Du er så også undtagelsen, der bekræfter reglen 🙂
Man behøver jo ikke have sit navn med nogen steder på bloggen – du kan ikke finde min blog ved at søge på mit navn, selvom det er ualmindelig sjældent – heller ikke hvis du staver det rigtigt:o)) – hvilket de færreste kan/gør.
Jeg blogger lidt mere anonymt end dig – og så alligevel ikke 😉 For dem, der kender mig – og læser min blog, genkender mig i ordstil, tanker og hverdag.
Men jeg bruger ingen navne – heller ikke på legekammerater eller andre i nærheden. Det bliver til Klasselæreren, Moster eller Yngste/Ældste. Man kan jo godt skrive personligt og inderligt, selvom der ikke er navne på.
Mit efternavn er så specielt, at det ville tage knap 10 sekunder at gogle alt om mig på nettet. Omtalte jeg den branche/virksomhed, jeg er i, ville dem indenfor feltet, vide hvor jeg er ansat (også selvom jeg ikke er en fagperson indenfor branchen). Derfor bliver det heller ikke til mange ord om det…
Min chef ved ikke, at jeg blogger. De ville ikke forstå det (tror jeg).
Mine nærmeste har efterhånden (og efter megen overvejelse) fået kendskab til bloggen (og adressen). De ser den som en privat dagbog og læser ikke med. De ved, at de ikke bliver nævnt ved navn, og jeg er meget loyal i mine udtalelser.
Jeg kan og vil stå inde for mine skriverier – og kan se folk i øjnene bagefter.
Den anonyme blog findes ikke! For man kan ikke skrive om sig selv og sin verden – hvis man vil læses af andre – uden at afsløre noget om sig selv. Din blog balancerer et sted mellem anonymitet og genkendelse, og det synes jeg også en blog skal. Eller gider man ikke læse den. En blog skal være personlig, men ikke privat.