Hjem fra børnehave kom vi i en fart, jeg aldrig har oplevet før.
“Jeg har fået en gave” forklarede Jonathan meget pædagogisk sin pædagog, inden han gik. “Hvor ER du heldig.. og du har ikke engang fødselsdag.” “Nej – mig får bare gaver fra Tiine!”
Han var da også kun lige nået ind af døren, før han for forvildet rundt i hele huset, for at finde pakken. “Moar..” Han fik sin konvelut – og moslede rundt med at finde ud af, hvordan man åbner den. “Hvad ønsker du dig mest?” spurgte jeg, mens han famlede. “Mig ønsker Thomas TOG” svarede han og fik åbnede kuverten. “MOAR …. DET THOMAS TOG!!!!!” fik han hikset desperat, mens han rev toget ud af posekuverten. “MIG HAR THOMAS TOG” “Den duer nok ikke til skinnerne” sagde han. Nu havde hans snedige mor jo sørget for, at der stod en togbane, som ville gøre enhver Briofan misundelig i rummet ved siden af, så Jonathan måtte straks ind og prøve.. Og jo.. Den duede til skinnerne – og jeg kan også oplyse, at den kan trække ikke mindre en 12 vogne!
Derefter eksistede jeg ikke i noget der minder om to timer. Han og Thomas Tog var sammen – og ingen kunne skille dem ad. Derefter fik han kaldt på mig. “Du er Percy” fortalte han, som han altid gør. Men idag var “Percy” degraderet til alene at være et lokomotiv. Jeg måtte pænt finde mig i, at alle de vogne – og iøvrigt et ekstra lokomotiv, ligesom var Thomas’! Sådan er det jo!
Vingummierne fandt han lidt senere. “Se mor – det er MINE lader.. IKKE dine. Du må IKKE smage! Vil du åbne?” Jeg elsker den form for børnelogik.
Lige nu ligger han og sover, med Thomas i en hånd og bamsen i den anden. Der går nok lige et par dagen, før Thomas får helt fred. Der er vist ingen tvivl om at det er en af de absolut bedste gaver han nogensinde har fået. Det ER også noget HELT særligt at få lov at drømme og ønske i LAAANG tid – og så pludselig står med det man sådan drømmer om i hånden.
Jeg har været inde og tage den fra ham. Ellers vender han sig bare, og ender med at lægge sig på den 🙂 Så nu står den på sengekanten og venter på, at han skal stå op.
Eiiii Pernille – jeg sidder faktisk med tårer i øjnene! Hvor ER det stort. Hurra for, at Jonathan og Katrine ikke har samme smag i legetøj.
Tak for beretningen 🙂
🙂 Ja- det er lidt utroligt, at den ene er SÅÅÅ ligeglad for det den anden ikke kan leve uden!
Det var meget stort.. og MANGE MANGE tak !
Ja, det lyder som en rigtig god gave han der fik. Når jeg tænker tog føles det ikke som en gave, men blot som endnu en arbejdsdag. 😀
Jeg må glædes over at have den bedste udsigt.
Jeg kan sagtens se ham sovende for mig med tog og bamse. Hvor er det altså skønt.
Nååårh – sød historie, og endnu mere sødt billede ! 🙂
Dejlig fortælling og skønt billede sammen med Thomas tog 🙂