.. og rundt regnet d. 12. februar 1975, var vi lige flyttet ind i en ny lejlighed. Min bror – der dengang kun var 1,5 år og jeg rutsjede ned af trappetrinene fra lejligheden. Det bumpede så herligt i numsen. Efter min bror, kom der een lang våd stribe. Bleerne var vist ikke helt hvad de er idag.. dengang i 75.
Vi nåede en etage ned, da en dreng på min alder gerne ville lege. Og sammen bumpede vi resten af trinene ned til gården.
Få dage efter blev det d. 19. februar – ganske som idag – og min nye trappebumpeven inviterede til fødselsdag. “Næ, hvor pudsigt – Pernille har fødselsdag d. 27” fortalte min mor den anden drengs mor.
Og dermed var det venskab forseglet. Alle ved, at når man er i den alder, er en fælles bumpetur ned af trapperne mere end rigeligt. Det hjalp naturligvis efterfølgende med fødselsdagsinvitationen, alle dagene, hvor alle de andre var i børnehave – og vi var hjemme.. sammen.. og de 10 års skolegang. De 5 år vi dansede sammen var heller ikke noget, der talte ned.
Idag bliver min “nye ven” 36 år. Han bor ikke længere i samme opgang. Faktisk ikke engang i samme land. Men derfor skal han nu huskes alligevel.
HJERTELIGT TILLYKKE MED DAGEN!!
Jeg takker. Og mindes.. De mange timer der blev til mange år. Jeg tror nu stadig vi bor I samme opgang.
Kærligst
T