På travbanen med far – og First Olympia

Min far har altid været en lille smule anderledes – og jeg knuselsker ham for det.

Han tog mig og min bror med på travbanen, da jeg var 12 år gammel. (Min bror 2 år yngre)

“Her har I ti kroner hver. Dem på I spille på een hest. Hvis hesten vinder, må I beholde pengene”. Dem, der normalt går på travbanen ved, at oddsene på travbanen ikke normalt rammer nogen lofter. Det er typisk sådan, at satser man 10 kroner, kan man vinde 15 – 20 kr.

Min bror var allerede dengang sportidiot, der kunne alle hestes og jockeyerns tider i hovedet. Min far og han gik og snakkede om odds og V5 (eller hvad det nu hed dengang) De diskuterede status quo for hver enkelt hest – og så på vejr og banebelægning, for at vurderer de enkelte hestes vinderchance. De gik meget seriøst til værks.

Jeg studerede hestene. Og der kom en hest, jeg i den grad måtte satse hele min formue på. First Olympia hed den. Og grunden til min hovedkuldse forelskelse? Den stakkels krikke havde åbenlyst brækket alle ben, eftersom den havde bind på alle ben.. langt mere end nogen af de andre.

Desuden forstod jeg godt, at eftersom dens odds hed “999,9” måtte det være fordi ingen troede på den. Og det mente jeg helt oprigtigt var rigtig synd. Alle har da brug for et skulderklap! Så mit gik til First Olympia.

Min bror og min far nåede lige at klaske sig på lårerne af grin, før de fandt deres seriøse spillerminder frem igen. Hvor min brors tier endte, kan jeg ikke huske – men helt sikkert på en noget mere fornuftig hest end min.

Starten til løbet gik -og min dejlige hest fik en drømmestart. First Olympia så ud som var hun stukket bagi af en hveps. Hun travede langt foran alle de andre – og efterhånden som afstand blev tilbagelagt og jeg heppende skreg “Kom SÅÅÅÅÅ” virkede hun mere og mere som en vinder.

Både min far og min bror så helt tomme ud i ansigterne, efterhånden som min hest rundede tuborgsvinget som den første. Min far regnede og regnede – bag øjnene kunne jeg se – for mine ti kroner kunne lige pludselig blive RIGTIG mange penge værd.

Det holdte – indtil omkring 30 før målstregen. Pludselig gik First Olympia over i galop og måtte stoppes helt af sin jockey. Herefter var det som om hun slet ikke kunne bevæge sig – og mens First Olympia langsomt kæmpede sig de sidste 30 meter, blev hun overhalet af samtlige andre heste i hele løbet (og vist også to præsentationsheste til løbet efter 🙂 )

Men hun lærte mig en hel masse.

For der var lige der i 2,5 minut – hvor jeg var vinderen. Hvor min hest var den hurtigste. Hvor jeg ville være hende, der gik hjem med alle pengene – og ikke mindst æren. Der var 2,5 minut hvor jeg var så fuld af forventningens glæde, at jeg boblede over af lykke.

Og jeg lærte af de 2,5 minut af ægte uspolerede glæde ikke kan tages fra een, selvom heste ender med at komme sidst. Selvom forventningerne, der skaber boblerne i maven, ikke går i opfyldelse. Boblerne VAR der.. uanset om First Olympia havde vundet eller ej. Forventningens glæde er mindst lige så vidunderlig, som havde hun vundet..

Det faktum har jeg efterfølgende udnyttet mange gange i mit liv.