I virkeligheden er det en dejlig periode, Jonathan er kommet ind i. Han har fundet ud af, at livet er een lang konkurrence – og at det er hans skæbne at vinde dem alle sammen.
“Jeg kommer først til døren” siger han – og piler afsted. Jeg piler lige bag ham – hele tiden lovende, at “NU … henter jeg dig… nej NU”.. Og Jonathan hulker af grin – og proklamerer højlydt “JEG VANDT” når han når døren, to sekundter før mig.
Der er så mange ting, der bliver nemmere, når knægten i den grad gør alt til en konkurrence. For turen hjem fra børnehaven bliver så mange gange kortere, når knægten insisterer på at løbe om kap til hvert eneste træ på vejen. Der er lige som ikke så mange ting, vi lige skal have studeret nærmere. Ligeledes kommer man også hurtigere fra børnehaven… for nu gælder det jo om at komme først.
En tur i byen bliver uendelig let. “Hvem kommer først til oksekødet” og Jonathan piler afsted. “Hvem kommer først til kassen?” “Hvem får pakket plastposerne?”
Nedturen ved perioden er så også let håndgribelig – for når man er 3,5 år – så vinder man ALTID. Vinder man ikke, så bryder verden sammen. Det vil sige – det er ok ikke at vinde til dem nede i børnehaven.. Det er jo også børn. Men Mor… hende vinder man ALTID over. Så hvis mor kommer til – af uvane – bare at gå direkte ind – og hun ikke har opdaget, at vi faktisk har en konkurrence kørende – som hun jo så har vundet.. se … så bryder verden sammen.
Jeg håber lidt, Jonathan beholder sit konkurrencegen lidt endnu.
Selvom det lyder tåbeligt, så nød jeg stor gavn af, at min egen bror bibeholdte konkurrencegenet langt om i sin teenager år. Det var rigtig smart, når vi sad der og var colatørstige eller sliksultne.
“Du kan GARANTERET ikke nå ned til tanken – hente 1 liter cola og nå tilbage – på ,….. 10 minutter” skulle man bare sige -med tilpas filur i øjnene.
Og afsted pilede min konkurrenceglade lillebror – bevæbnet med penge – og stopur – og ildrød i hovedet, kunne han så – 9 minutter og 54 sekundter senere, konkluderer.. at det kunne han altså GODT..
Eneste lille opgave for undertegnede, var så at huske, at næste gang skulle tidsfristen lidt ned.. så konkurrencegenet blev stimuleret lidt igen…
Et lille fif, som jeg selv ALT for ofte glemmer, men som ældstebarnet så behændigt kan minde mig om, når der er allermest brug for det…
Når drengebarnet på 6 år ikke kan få snøvlet sig færdigt om morgenen med fx. støvler, jakke og andet, så er det yderst effektivt at spørge: “Hvem får først støvlerne/jakken på!?”
Den er go’ nok. Prøv selv ;-D
Jeg spekulerer lidt over hvad jeg skal gøre når kap løbet slutter – hvordan får jeg ham så i tøjet om morgenen? Kan børn gøre noget overhoved hvis de ikke kan vinde samtidig???
🙂 Ork – det er netop den vi kører på 🙂
Min datter havde en tid, hvor hun ikke forstod “3 valg” hvis man opstillede to valg for hende (da hun var omkring 2-3 år).
F.eks. “Vil du have børstet tænder med den gule eller den røde tandbørste” Når jeg havde sagt det, overså hun muligheden for, at hun kunne sige “Jeg vil ikke børste tænder”.
Den havde jeg sådan glædet mig til at min søn fik… fordi det også er een af de små trick, der går hverdagen nemmere..
Men han er aldrig hoppet på den. Han er UDEMÆRKET klar over, at han bare kan sige “NEJ… jeg vil slet ikke”.
Lidt konkurrencegen er godt, men for meget er rigtig rigtig skidt…
I sær, hvis man som 7-årig stadig ikke kan tåle at tabe og med en 5-årigs naivitet tror, at man er bedst til alting ;(
Det kæmper vi med herhjemme, for vores Ældste har et konkurrencegen med uden evnen til at håndtere tabet.
Det ligger så dybt i ham, at han stadig er hurtig til tøjet om morgenen, hvis han kan se, at Yngste endnu ikke har fået sit på – ellers er han (om noget) endnu langsommere.
Vi arbejder på det, og det går fremad 😉 Det betyder en masse familiespil – og når det går godt, er det rigtig hyggeligt!
Det skal hedde …MEN uden evnen …
Ikke hos os. Al aktivitet, der ikke ender med, at man rejser armene i vild jubel, er unødvendig aktivitet 🙂
Det kan jeg sagtens sætte mig ind i. NÅR Jonathan “taber” – fordi mormor glemmer, at det var et kapløb og derfor bare tager i døren – så er han ØDELAGT. Og netop det har også gjort, at vi er klar over, at vi bliver nødt til at finde ud af at han skal “tabe” indimellem. For du har helt ret: hvad der virker sjovt og godt kun, kan om et år eller to havde fået helt modsat fortegn.
mange hilsner
Pernille