Pil-finger-fælden

To dage på Pejsegården på konference – og og jeg var bevæbnet med kameraet. Jeg var lykkelig for mit kamera.. og endnu mere lykkelig over alle de små finesser på stedet, jeg ville tage billeder af. Min kollega og jeg var helt enige om alle de detaljer, der skulle på nettet.

Og når man så sidder til sådan et møde .. og kigger.. lytter.. Så fanger fingrene automatisk de små knapper på kameraet.

Jeg kunne med tilfredshed konstaterer, at jeg havde billeder fra nytårsaften – og fra min fars julefrokost. At de ligger der endnu betyder, at jeg ikke har fået ført dem over på min harddisk.

Jeg betragtede billederne. Særligt var der 5-6 stykker af min niece, der var det rene guld. Pigebarnet havde lige det rigtige filurblik – og øjnene skinnede helt rigtigt. Hendes dejlige væsen var lige at læse i billederne.

Billederne fra nytårsaften sad jeg også og bladrede igennem. Jeg smilede ved mig selv over billederne af min veninde og hendes lille datter på skødet. Hun vokser sig så stor, deres datter. Og jeg huskede mig selv på, at jeg skulle have sendt billederne til dem, når jeg kom hjem. Der var absolut billeder af god kvalitet imellem.

De to drenge, der legede på gulvtæppet. Og for hvem aftnen ALDRIG sluttede. Billederne bragte minderne frem om en alle tiders nytårsaften – hvor der var plads til os alle hver især – og hvor alle hyggede sig.

“Gad vide hvad denne knap gør” tænkte jeg og trykkede videre. Jeg fjernede lyden fra knapperne, så jeg ikke forstyrrede.. og jeg slettede de billeder, jeg vidste, alligevel var uskarpe og ikke ville blive brugt. Jeg zoomede og legede… og kom ind i en menu, jeg ikke lige havde set før.

“Format” stod der.. og jeg … idioten Pernille… tænkte.. “Gad vide, hvad “format” betyder.. Om jeg kan ændre størrelsen på billederne eller?? Og hun trykkede på den. Hun er ikke alt for kvik altid.

Den var kun lige begyndt at lyse “Formaterer..” og blinke, som om kortet i den grad blev brugt, før jeg kom i tanke om, at “format” nok ikke lige havde noget at gøre med indstillingen af de enkelte billeder – men nok rettere var et spørgsmål om, at få slettet og renset hele kortet.

I den endnu mere idiotisk og ikke mindst desperat forsøg, skyndte jeg mig at klikke kortet ud. “Den har nok ikke nået at slette det hele” tænkte jeg… Og trak vejret meget tungt, mens det lille kort lå beskyttet og næsten reddet i min hånd.

Jeg satte kortet i igen – og tændte. “Unable to use card“.. “AAAARRRGGHH.” Det er faktisk endnu værrer end at jeg har slettet to dejlige aftner rent billedmæssigt! Jeg tog batterierne ud – og prøvede alle menuerne. Resultatet var det samme “Unable to use card”

Jeg nåede faktisk at blive RIGTIG klam i hænderne. Det er et 4G kort, der koster en bondegård – og som jeg er SÅÅÅ glad for.. netop fordi der er så uendelig meget plads på. Men hvad nytter det, at der er 4G på, hvis man ikke kan få billeder på det?? Eller tage billeder ud af det?

Ikke en eneste detalje på konferencecenteret, kunne jeg tage billeder af. Ingen foredragsholdere eller indlæg. Kameraet røg bare tilbage i tasken med det eneste håb tilbage, at kortet kunne formateres helt, når jeg kom hjem til min computer og måske ligefrem redde nogle billeder?

Det var noget af det første, jeg gjorde, da jeg kom hjem. Og det første computeren gjorde var at foreslå, at jeg formaterede kortet. Jeg prøvede at komme udenom, for at få lov at se, hvad der var gemt, men det var ganske umuligt. Nå ja.. nu kunne jeg måske redde kortet.. og dermed alene have mistet 200 dejlige billeder. Jeg trykkede “formaterer” med en trykken for hjertet .. og en øjeblikkelig trang til at rejse mig .. og komme væk fra destruktionsprocessen.

Kortet kom i kameraet øjeblikket efter – og nu virker det igen. Jeg nåede altså kun og alene at smadre alle mine dejlige billeder. Nu virker kortet igen – og jeg må så bare igang med at tage alle billeder igen.

Æv.