Det er faktisk første gang, jeg for alvor har følt, at jeg arbejdede “langt væk hjemmefra”. For mig har afstanden været relativ. Jeg kunne cykle derind på en time – og med toget tager det nogen-og-tyve minutter. Så selvom 20 km er en form for afstand – så føles det alligevel tæt på.
“I må gerne hente Jonathan nu.” sagde børnehaven til min mand i telefonen. Jonathan er ikke syg ret ofte – og de gange han har været det, har min mand kunne tage ham. Han har kontor i samme by, vi bor i – og kan derfor ankomme 10 minutter efter et opkald.. rundt regnet.
Men idag passede det ham rigtig dårligt. Og for første gang, brugte han en livsline. “Pernille – er der nogen mulighed for, at du kan tage hjem til ham?” spurgte han i telefonen.
Jeg kunne kigge på mine bunker på bordet og konkluderer, at selvom jeg troede jeg ville komme godt ned i dem idag, så var det nok alligevel ikke tilfældet. Jeg måtte pænt pakke computeren sammen – og tage tøjet på.
Jeg så røven af toget kører ud fra stationen i samme øjeblik, som jeg ankom på stationen. Normalt tager jeg jo forbehold for togtiderne, når jeg tager afsted – men idag gik jeg bare med hensigten om, at komme hurtigst muligt hjem til min feberhede søn.
Et kig på tavlen og jeg kunne hurtigt konkluderer at det hurtigtog, der går på ruten, var taget ud af drift – og derfor var der ikke andet at gøre end at vente. Og så virker 20 km pludselig som en afstand på størrelse med Grand Canyon. For hvordan kunne jeg komme hjem til min lille søn? Han manglede mig – og mens minutterne sneglede sig afsted, fik jeg beregnet i mit hoved, at der ville gå en time, før jeg kunne se min lille syge mand – og bære ham hjem.
Toget bumlede sig afsted – og tog den tid, toget nu normalt tager. Alligevel virkede tiden som en evighed. For hvornår bliver børnehavepersonale utålmodig i forhold til syge børn? Lå min lille syge søn og sukkede efter sin mor? Er det rimeligt at være mere end en time om at hente sin syge søn? I den virkelighed, jeg har haft før, har det aldrig været rimeligt. Rimeligt var måske 30 minutter.. maks.
Jeg havde ikke behøvet at løbe fra stationen til børnehaven. Jonathan slog øjnene op i samme minut, jeg ankom. Han havde ligget og fået en tiltrængt lur på sofaen i børnehaven. Ganske rigtig feberhed – og meget meget stille.
Personalet lignede ikke nogen, der var kede af, at der var gået en time. Tværdimod tror jeg bare, de var glade for, at jeg kom.. mest på vegne af min søn – der i den grad trængte til at komme hjem.
Jeg bar ham hele vejen hjem. Mine arme føles som om de er to kilometer lange lige nu – men han er så slap i alle sine led, at jeg slet ikke nænner at forlange, at han så meget som skal stå op og endnu mindre skulle han kæmpe med at få støvler på – så han havde sine fine sutsko på hele vejen hjem.
Nu ligger han veltilpas under dynen – med Postmand Per i TV og saftevand på bordet – og mor på stand-by. Jeg nusser hans panden og taler sagte til ham. Kysser hans kind og holder hans hånd. Han er bare feberhed.. han virker iøvrigt ikke som om han har ondt eller noget. Han trænger bare til nogle timers ro – og en fridag imorgen.
En time er laaang tid! Men du gjorde det jo så hurtigt som du kunne! Jeg har oplevet forældre der bevidst pressede den så længe som muligt inden de hentede deres syge børn.. Det kan jeg slet ikke sætte mig ind i, hvorfor gøre det??
Rigtig god bedring til ham!
Må indrømme at jeg var næsten 1½ time om at hente Martin da de ringede med skoldkopper – men jeg er alene og var til møde et andet sted i byen, skulle lige nå at hente min bærbare på kontoret OG aflyse hele ugens møder – så derfor, og jeg er kold – jeg viste at han ikke havde høj feber og at de primært ville “af med ham” fordi han smittede. Men jeg er nok også en skidt mor:(
1 time er nok OK set med pædagogers øjne, men set med forældreøjne er hvert minut en pinsel (især for forældrene). Har desværre oplevet rigtigt mange gange at forældre var både 3 og 4 timer om at komme og hente deres syge afkom i mine ungers børnehave. Sjovt nok var det altid de samme forældre….God bedring med den lille mand
God bedring med ham. Gad ellers godt være syg hos dig – lyder super hygsomt og omsrogsfuldt 🙂
Jeg vil også skulle bruge en time på at hente selvom jeg tog afsted med det sammen, så du skal ikke have dårlig samvittighed overfor personalet. Og jeg ved at Jonathan får det rigtig herlig hos dig i morgen. God bedring med ham.
God bedring til den lille mand. Du gjorde dit bedste for at komme hurtigt, og han mærkede jo intet til at du var en time om det.
Om så du havde arbejdet i samme bygning ville du have følt du var længe undervejs – man vil skynde sig og i det øjeblik de små pus har brug for os vil vi jo gerne være der allerede inden det bliver tid til at de skal trække vejret igen. Den ene gang jeg har oplevet at skulle hente i en vis hast følte jeg også at jeg var uger og dage om at nå frem og jeg startede også med at undskylde at jeg først kom nu. Pædagogen kiggede på mig og sagde “vi ringede altså for under 15 minutter siden, faktisk havde vi ikke regnet med at se dig endnu, så min kollega er lige ved at putte ham” og lige da hun sagde det kunne jeg godt huske måden jeg lavede den hårde nedlukning af computeren på, hvordan jeg halvt ude af døren råbte “barn syg” og spurgtede ud til min cykel, jeg kunne også se at min jakke var knappet skævt og at min taske ikke var med mig – den fandt jeg så i cykelkurven da vi kom ud. Jeg trak hele vejen hjem fra frederiksberg den dag – det tog en krig, men jeg kunne ikke bære tanken om at han skulle sidde og hoppe bag på en cykel i fart når han var sløj. Jeg synes du gjorde det godt og jeg er sikker på han ikke nåede at tænke over hvor du blev af – personligt havde jeg taget en taxa da jeg så toget smutte, men jeg er også meget ked af at køre i tog :o)