Den unge mor og hendes søn

Jeg mødte dem i toget forleden, da jeg var på vej hjem fra arbejde. Jeg kom til at sidde overfor dem. Knægten fangede mit øje med det samme, fordi han lignede en knægt i den alder, hvor det er svært at sidde stille – og jeg nåede i mit indre at tænke “Hvorfor var der ikke lige plads et andet sted”. Men jeg skulle hurtigt blive klogere.

For ved sin side havde han sin mor. Det vil sige, i første omgang troede jeg det var en storesøster.. Et søskendeforhold med stor aldersforskel. Men første gang knægten åbnede munden, blev jeg klogere.

“Moar – nu er der kun 8 stationer til vi skal af” forklarede han og gav sig til at tælle igen.

Og moren smilede til sin søn. “Ja, min skat” svarede hun med slet skjult stolthed og glæde over sin søn. “Sid stille – ok? Vil du spille gameboy?” Jeg smilede lidt, da hun hev gameboyen op af tasken. Så forudseende, ville jeg aldrig have været. En genialt træk af en mor, der ved, at sønnike ikke kan sidde stille. Sønnike fik sin gameboy – og satte sig til at spille – og mor smilede. “Ikke så højt med lyden” sagde hun kærligt, da han skuede op. “De andre mennesker skal også være her”. Han skuede nu slet ikke op så det generede, men hans mor var forudseende og omsorgsfuld. “Her – tag mine høretelefoner” sagde hun – og hev dem op af tasken, pluggede dem i gameboyen – og satte dem i hans øre.

Da hun satte dem i hans øre, sagde hun lige så stille: “Du har så smukke øre, min ven”. Og jeg smilede helt ned i tæerne.. For var det min søn, der sad der, ville jeg føle nøjagtigt det samme. At det er utroligt, at de kan være så helstøbte – så fantastisk smukke – de unger.

Roligt satte hun sig til at sms’e, mens sønnen spillede sin gameboy i ro og mag.

Jeg kunne ikke lade være med at blive fascineret af hende. Først og fremmest var hun et roligt gemyt, der beroligede alle i sin omgangskreds – og efterhånden som jeg fik set på sønnen, så jeg, at han slægtede sin mor på.

Men det var ikke bare at hun var rolig – hun havde også en indre glød – en skønhed over sig. Ikke den klassiske skønhed, men sin hel egen. En skønhed, der var svær at overse. Jeg sad flere gange og overvejede at sige noget til hende. Fortælle hende, at jeg var fascinerede af hendes evner som mor. At jeg beundrede hendes udseende – for hun var bestemt heller ikke een af dem, der får fløjt af forskellige forbipassernde.. selvom smuk – det var hun.

Men hvordan skulle jeg kunne sige noget som helst, uden at det ville blive opfattet som upassende? Det var jo på ingen måde, fordi jeg var tiltrukket af hende – eller fordi jeg reelt ville i kontakt. Jeg havde bare lyst til at fortælle hende, hvad mine tanker var.. Vi mennesker får alt for sjældent den slags ros.. Jeg varede min mund.

“Du skal lige hjælpe mig – jeg kan ikke komme over her” sagde knægten – og mor tog gameboyen og spillede hen over forhindringen – hvorefter sønnike fik lov at overtage igen. Hun var tilstede på en imponerende og kærlig måde. Ingen tvivl om, at knægten var vant til denne nærværende tilstedeværelse – for han tog det som givet – og man kunne læse roen, det gav ham, direkte af ham.

Jeg kunne ikke lade være med at sidde og gætte. Hvor gammel mon hun var? Hun var ikke over 25, maks 26-27 – og knægten var ihvertfald 7.. måske 8. Mine fordomme overfor unge mødre, fik jeg pludselig smasket i fjæset – for hun var ikke, hvad jeg havde forventet. Hun var nærmest modsat.

Men jo mere jeg sad der, desto mere kunne jeg se, at hendes unge alder netop var en del af hendes nærvær. Hun havde en større forståelse for knægten – og en større imødekommenhed, end mennesker, der er ældre. Af ganske logiske årsager: Drengens alder var på en eller anden måde tættere på. Hendes interesse i hans gameboyspil – og hans forventning om, at hun kunne klare det, fortalte mig, at de interesser, hun delte med ham ikke alene var ud fra hans forudsætninger – men også fordi hun mente det var hyggeligt.

Hun gav mig den dags smil – og jeg ville ønske jeg kunne sige det til hende. Jeg var fascineret af hende som mor – ikke grundet hendes alder – men fordi hun var en bedre mor overfor sit barn, end jeg længe har oplevet nogen være. Fordi hun var til stede – samtidigt med, at hun havde ro og forståelse for, at han også gerne skulle være lidt for sig selv.

Så læser du med her – kære fremmede kvinde fra s-toget: Jeg synes din søn er underskøn – og jeg er dybt imponeret af dig. I dig, så jeg alle de dyder, jeg gerne selv ville have i højere grad overfor mine børn. Og fra dig lærte jeg, at jeg skal gå hjem – lægge mig på gulvet – og lege Thomas tog helt og aldeles på min søns præmisser.. Og min fascination skal ikke kun være i legen – men også i, hvor fantastisk min søn er. Så kære unge mor: Tak, fordi du gav mig en større indsigt..