To stærke mænd..

.. var hvad der måtte til idag.

Situationen var klassisk – og lige så idiotisk.

Jeg var stået af toget, og havde egentligt travlt med at komme ned og hente min søn i børnehaven.

Derfor overså jeg det hul i trappen, som jeg ellers udemærket godt ved, er der. Jeg skal lige love dig for, at min krop straffede det med øjeblikkelig virkning.

Min venstre fod blev vredet om, og i faldet tog jeg fra med både hænder og det ene knæ. Det er mange år siden sidst, jeg tog sådan en tur.

Men så ligger man der – i myldretiden – og jeg havde end ikke nået at ramme trappen, før en hjælpsom mand spurgte “Er du ok?”

“Av av av” peb jeg lidt højere, end jeg havde lyst til – og gned mit ømme knæ. “Ja – … øh.. undskyld. Nej – jeg er helt ok” fik jeg kvækket til den hjælpsomme mand. Men i smerter – og siddede der i vandpytten, våd kold og noget så forslået, siger man jo ikke sandheden vej? “Jeg har pishamrenderøvskide ondt – og lige om lidt SKRIGER jeg.. og jeg kommer ALDRIG til at gå igen – og min fod hæver op til 8 dobbeltstørrelse – før den skal ambuteres!” Næ nej. En eller anden – for mig ubegribelig mekaniske gør, at man sige “Jamen, jeg er helt ok.. ” (Måske skulle til man tilføje: Jeg synes bare det er så hyggeligt at sidde her med begge ben midt en kæmpe vandpyt)

En anden mand kom til. “Er du sikker på, du kan klare den” spurgte han bekymret, da jeg ligesom ikke fik rejst mig op igen. “Ja – helt ok”. “Skal vi i det mindste ikke lige hjælpe dig op” spurgte de fine fyre. “Nej nej – jeg klarer mig” svarede jeg.

Hvorfor ??? Gu kunne jeg EJ klare mig. Hvordan skulle jeg kunne komme op? Min ankel på den ene fod fungerede overhovedet ikke-  og det andet ben var godt forslået på knæet. “Nu hjælper vi dig lige op alligevel” sagde de, da jeg gjorde antastninger til at gøre et forhutlet forsøg på at komme på benene igen.

De to søde mænd, tog fat under hver deres arm, og løftede mig gelinde og forsigtigt op – og efterlod mig ved rækværket – så jeg selv kunne klatre resten af vejen ned. “Klarer du den herfra?” spurgte sød-mand-nummer-1. “Ja ja” smilede jeg alt hvad jeg kunne, mens jeg klamrende mig til rækværket – og kunne mærke hvordan blodet forlod hovedet ved tanken om, at jeg skulle ned af alle de trin med den fod!

“Jamen ok da” sagde mine redningsmænd. “1000 tak for hjælpen” mumlede jeg.. og mente hvert et ord.

Så kunne jeg ellers forsigtigt lire mig ned af resten af trappen –  med en fod på trinene – og to arme solidt ankret omkring rækværket.

Først da jeg var helt nede fra trappen – og havde set over BEGGE skuldre, at mine tapre redningsmænd var LANGT væk, lod jeg en tåre trille og nogle udvalgte bandeord komme over læberne.. ikke for højt naturligvis – der var jo stadig mennesker omkring mig. Jeg tog min cykel og brugte den som krykke, mens jeg humpede op til børnehaven for at hente min søn.

Hvorfor al den høflighed? Hvorfor al den “Det var skal ikke noget. Det gjorde skal ikke noget, at knoglen stak lidt ud der – den skubber vi da bare ind igen.. Jeg vil da så nødig forsinke dig i din dags udfordringer, bare fordi jeg ikke kan gå på en trappe som almindelige mennesker, men vælger at tage den på røven ned” Hvad er det for en mærkværdig måde, jeg vælger at modtage hjælp på? Sådan en “Jeg kan godt selv” agtig måde – når det nu stod lysende klart for alle omkring mig, at gu ku jeg ej.

Tænk – jeg synes faktisk ikke, jeg er ret god til at tage imod hjælp, når jeg har behov for det.

Ps. Anklen gør ondt om ind i h… Men har det langt bedre nu. Hvis der er sket noget, er det bare en forstuvning – og det er ikke værrer end at jeg tager på arbejde imorgen..