Min mand nusser rundt i køkkent – og min store pige på 17 står ved køkkenmaskinen. Der er ikke rigtig plads til mig. Jeg ville ellers fælt gerne bruge køkkenmaskinen som snitteapparat. Ville fælt gerne gå rundt sammen med dem, fordi jeg elsker at bruge tid sammen med dem – og meget gerne når de er sammen. Istedent griber jeg gulvvaskekluden og tørrer støvet af i gang i mellemgangen.
Der er ikke rigtigt noget. Da min store stedsøn kommer forbi, stikker jeg ham 10 flag. “Vil du ikke få dem placeret ved indgangen?” spørger jeg – og sender ham ud af døren.
Min mand og min datter småsludre. De to mindste kloger sig. Der er noget minecraft, de skal have bygget. Store og vigtige projekter for en på 9 og en på 10. Jeg nyder lyden af små grin, der blander sig med meget seriøse lyse stemmer.
“Se, jeg har fået en bums” siger min store stedsøn. Han er 12½ – og vil så gerne være teenager. Vil så gerne have overskæg, bumser og stemme i overgang. Jeg kigger nærmere på den aller første bums, og må skjule mit smil. Der er i bedste fald tale om en hudcelle, der vender forkert. Men min dejlig store stedsød aer fingeren over – for at bekræfte, at der er noget. Jo jo – puberteten skal nok komme.
“Kom lad os stå på rulleskøjter” Den store dreng – og min søn på 9 kaster sig over rulleskøjterne. Den mellemste dreng vil ikke med. Han har fået “forstækninger”. Min mand og jeg smiler til hinanden – mens vi forsøger at forklare, at musklerne bliver lidt stive og brugte, når man har fået rørt dem meget. At den eneste kur er, at bruge musklerne igen. Men min dejlige stedsøn mener det er bedst, at slappe af – så mens de andre ruller, lytter han til musik.
“Moar kom og hjælp mig” Min store dejlige datter hiver bageriet ud af ovnen. Cookies bagt ovenpå en muffinform – men på bagsiden – så hver cookie nu er en skål – til is og frugt, der skal i senere idag – når gæsterne er her – og alt er på plads. “Jeg skal lige være færdig med bordet” får jeg råbt tilbage. Manden og jeg står i hver sin ende af vores 5 meter lange bord – og må konkluderer, at enten er dugen krøbet i vask – eller også har bordet udvidet sig af alle de sæbespånebehandlinger, vi har givet det. Vi griner og smiler – og ender med at accepterer, at der er 20 cm bord uden dug. Vi har ligesom ikke andet valg.
Om 4 timer kommer min familie – og min veninde med mand og børn. Så sidder vi 22 rundt om mit vidunderlige bord. Ungerne vil løbe, så snart de kan – og de voksne vil snakke som vandfald. Hvis jeg er heldig får jeg lige 15 minutter alene med min veninde ude foran – når hun alligevel lige skal ryge sin smøg.
Jeg kan ikke forestille mig et lykkeligere liv.
Jeg har alt.