“Ihh den gør heller aldrig, som jeg vil have, det skal” Sådan kan jeg sagtens lyde, mens jeg forsøger at få paraplyen til at åbne sig. “Den låser sig altid!”

Min mand ryster bare let på hovedet. For ordene “aldrig” og “altid” siger langt mere om min sindstilstand end det siger noget om paraplyens funktioner og mangel på samme.

For virkeligheden er, at jeg har været frustreret og irritabel inden jeg forsøgte at åbne paraplyen. Det er det, “altid” og “aldrig” fortæller ham. Mine frustrationer går bare ud over paraplyen.

Det, jeg ikke selv lægger mærke til i processen, er, at jeg låser mig selv. For når noget ALDRIG virker – så er det jo en umulighed at lave det! Man kan lige så godt give op på forhånd!

Hvis det derimod “indimellem ikke virker” eller “nogengange har en fejl” – så virker opgaven knap så uoverkommelig. Så kan man stikke hovedet ind under paraplyen og se,om bøjlen ikke griber fat – eller om stoffet sidder i klemme. Om der er en fællesnævner – og SÅ man man løse det.

“Altid” og “Aldrig” er at stille sig i et hjørne med korslagte arme og munden vredet ned af – og i den position er der ikke mange ting i livet, der er blevet klaret.

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *