“Jeg opruster” sidder midtersteknægten og erklærer .Han samler de fem soldater, han nu må stille på brættet sammen med de andre 25, der allerede står der – og danner en ubrydelig barrierer for alle os andre – ingen får den ide at indtage Sydamerika. Næ nej – det er alene HANS 🙂 .
Ingen overraskelse, da mindstesønnen igen kaster sig ud i en selvmordsmission i form af krige med spredehagl. Denne gang er han trods alt i overtal: 2 mod 1. Men han når kun lige at kaste terningen, før den ene af hans mænd, må lade livet.
Manden og jeg smiler til hinanden. Situationen er, som den altid har været. De to mindste har rottet sig sammen – og først og fremmest gælder det om at få mig ryddet af banen. Det er søndag – det er ferie – og vi spiller Risk – som så mange gange før. Og ungerne stor nyder det. Og manden og jeg nyder at se på ungerne, der med hver deres personlige spillestil, hver deres personlighed – igen og igen gør nøjagtigt det samme.
Idag er de to mindste lidt mere strategiske, end da vi startede med at spille. Dengang blev mindstemanden ved med at påstå, at det “Ser rigtig godt ud med 4 heste i Sydafrika” Vi andre morede os over, at vi igen og igen kunne indtage Afrika fra ham – netop fordi han insisterede på, at heste godt kan lide Sydafrika.
Nådestødet kommer størstemanden med. “Jeg vil gerne gå i krig mod dig, Pernille” erklærer han og giver mig de to blå terninger. Jeg kan se mine fem mænd – og hans ti. Jeg er godt klar over, at jeg lige om lidt får tid nok til at skrælle kartofler, mens de andre spiller videre uden mig.
Det er søndag – det er ferie – og jeg nyder min familie.
Bedre familie kan man ikke få <3