Da vi købte hus, var haven nærmest noget, jeg trak på skulderne af. Jeg var glad for, at vores have var tilvokset – for DET gad jeg ikke koncenterer mig om. Jeg skal love for, at tiden har lært mig noget andet. Vi har ikke boet her et år endnu og jeg bliver for hver eneste dag, mere forelsket i min have. Og i det projekt haven er blevet til.
Havevandring kalder manden og jeg det. Aftenturen, hvor vi går rundt og nyder alt, hvad der dukker op i vores have. Jeg er ubetinget forelsket i alt det der krabler op i min have.
Som det lille kuglerunde træ, der står i mit rosenbed. Ja – det er mit – og der er plantet mindst 16 roser – så det må være “mit rosenbed”. Men træet står der ligesom bare. uden vi rigtig ved, hvad det er for et – og hvor længe, det har brug for sin støttepind.
Rhododendron, som vi ser for aller første gang. Dem har vi mange af i vores have. Den første, der sprang ud, er den udenfor min stedsøns vindue – i vores forhave, men nu står den i baghaven på spring med andre farver og andre blomster
.
Jeg aner intet om hvordan man holder have. Jeg finder ud af det, skridt for skridt. De første træer, jeg beskar, beskar jeg fordi, jeg synes de var for store. Nu har jeg forstået på min planteskolekyndige, at jeg skal beskære dem, så de efterfølgende vokser på en måde, jeg synes er hensigtsmæssigt. Da jeg fik det at vide, kunne jeg godt se på mine æbletræer, at det måske ikke helt var sådan de var beskåret