Familien er på tur i Tyrkiet. Varmen er lækker – og drengene går i den grad badet i det vandland, vi besøger. Alt ånder idyl og hygge. Det er så indtil Jonathan kommer væltende op på værelset grædende og lettere chokeret – og med en hånd, der bare gør ondt. Han var kravlede hen over en solstol, uden at tænke tanken, at der ville være glat, når han landede. Og dermed faldt han så lang han var og tog fra med højre hånd. Og nu stod han der i døråbningen og havde så ondt, så ondt i sin højre hånd.
Jeg nussede ham, kyssede ham, gav ham en pamol og lagde ham ned. Sørgede for at hånden kom højt op, og viklede et koldt håndklæde omkring. Jeg læste for ham – og inden vi vidste af det, fik han sovet en lur. Der var ikke rigtig noget at se på hånden, men ingen tvivl om, at han har taget et slag og det har gjort ondt. Ikke noget, der ikke er sket 1000 gange før i verdenshistorien.
Jonathan spørger igen og igen om, hvorvidt en læge skal se på hans hånd. Det mener jeg vil være en overreaktion, så jeg taler ham fra det og holder ham hen. “Imorgen” “senere”. Men pludselig står han i elevatoren, og spørger om vi ikke bare kan tage forbi den læge, der bor i underetagen.
Min første indskyldes er, at der umuligt kan være åbent. Så jo – det kan vi da godt. Klokken er nu 21. Da vi kommer derhen, er der faktisk en sygeplejerske på vagt. Og så begynder det. For jeg forestillede mig ikke i min vildeste fantasi, at et seriøst menneske, der arbejder indenfor medicin, kunne gøre noget som helst andet end at konstatere, at “der er ikke noget at se. Hold hånden i ro – og fortsætter smerterne, så kom igen om nogle dage” agtigt.
Men nej. Denne sygeplejerske har kun een knap, at trykke på. Den store røde, hvorpå, der står PANIK. Jeg skal love for, hun fik sat gang i den. “He need to see a doctor” forklarede hun. Nok ikke i så mange ord, for hendes engelske var mildest talt ikke ok. “Doctor come” Sagde hun. Og jeg forstod det sådan, at en læge alligevel var i nærheden og derfor ville se hånden. Fair nok. “Insurens” kunne kun også sige. Faktisk flere gange. Og jeg måtte så hente mine forsikringspapirer – og vores pas. Op og ned med elevatoren. Og med en konstant usikkerhed hængende. For hvad skete der? Jonathan sad der med sin arm – og sygeplejeskeren ringede nu til en læge vist nok. “Need check” sagde hun. “Need scan” Se øh. Det var måske lidt meget i min bog, men omvendt, så var hun svær at tale med, for hun havde allerede kontaktet lægen og sygehuset – og ikke mindst vores transport. Og det hele var fikset.
Nu blev jeg mildest talt forvirret. Hvad i alverden var blevet sat igang? Her troede jeg, vi fik en ispose – og nu var vi på vej til hospitalet. Jeg hentede min mand, der kontaktede vores forsikring. Forsikringen forklarede, at vi bare kunne tage imod scanningen. For hvis der var noget galt, var det fint nok med en behandling. Så afsted med os.
Transporten ankom 15 min senere – i form af en ambulance med ikke mindre end to ambulancefører! Seriøst! Jonathan blev lagt på båre med sin dårlige hånd – og jeg blev losset ind bagi sammen med den ene ambulanceføre. Min mand blev sat på forsædet (og dermed efterlod vi to store drenge, der dog havde lovet, at de kunne klare sig selv nogle timer – og at vi kunne kontakte dem via facebook, hvis der var behov)
Afsted det gik: MED BLÅ BLINK og udrykning! Seriøst: Ambulancen kørte omkring 120 km/t med blå blink og udrykning hele vejen til Alanyas hospital. Her førte en mand os ind til en reception. Salen var fuld af mennesker, der tydeligvis var lidende og dårlige- men vi havde konstant en hjælpende ånd ved vores side. Først skulle der udfyldes de første mange forsikringspapirer. Herefter direkte ind til lægen, der knap så på Jonathan, men blot konstaterede, hvor han havde ondt. Herefter hurtigt ud igen. Ned af en gang – med vores tjenende ånd foran os. Røntgen lynhurtigt – to billeder. Og derefter tilbage til ventesalen, hvor vi ventede max 15 minutter, før receptionisten (!!!!) kunne fortælle os diagnosen. Der var intet brækket – og alt så fint ud. Vi fik en recept med på medikamenter, vi ikke kunne læse, hvad var, og da vi spurgte om det var “painkillers” kunne receptionisten ikke svare. Ud over dette beordrende lægen ro og is. (Altså nøjagtigt hvad jeg sådan set selv havde gjort tidligere!)
Herefter blev vi losset ud i en minibus. Foran os kom tre andre turister, hvoraf den ene var en syg lille pige, der lå på sædet. Og foran igen kom to andre turister. En chauffør bakkede herefter, og konstaterede, at den ene dør bagi ikke var lukket, hvorved babyen var ved at falde ud af bilen. Vi fik hurtigt lukket døren – og sikret os, at babyen var ok. Moren var det tydeligvis ikke.
Chaufføren kørte os herefter til apoteket, hvor nogen af de andre købte medicin. Vi valgte at lade være med at købe noget, indtil vi havde fundet ud af, hvad det var, der var blevet givet på recepten. Da klokken var 24 var vi hjemme igen på hotellet. Rystet, overraskede og lettet.
Forsikringen var fantastisk undervejs. Min mand talte med dem løbende – både om, hvorfor vi tog afsted og hvad behandlingen lød på. Jeg skal love for, at de bare var der. Men hele behandlingen undre mig dybt. Jeg er glad for, at jeg nu ved, at Jonathan ikke havde brækket noget i hånden – for det var bestemt en mulighed, men vejen til at finde ud af det, var grotesk.
Oplevelsen gav mig een ting: Jeg ved nu, at sker der os noget hernede, er jeg slet ikke i tvivl om, at jeg får den bedste medicinske behandling hurtigst muligt. Men jeg står tilbage med en følelse af, at tingene bliver blæst ud af proportioner og at jeg som forældre til Jonathan egentligt ikke havde mulighed for undervejs at sige “Undskyld mig, men hvad i alverden foregår der”
Det var en underlig, underlig oplevelse.
Min stedsøn har kørt i ambulance engang, fordi der var mistanke om menigetis – men da var det uden udrykning. Jonathans måske brækkede hånd var tilgengæld nok til en udrykning. (????)