De fleste forældre kender nok situationen: Lille Peter kommer hjem fra skole og føler sig voldsomt uretfærdigt behandlet. Måske har læreren skældt lille Peter ud helt uden grund. Måske har lille Peter ligefrem grædt og været ked af det, fordi det hele føltes så uretfærdigt.
Og som forældre kan man så vælge en række måder at handle på.
Den måde, der sikre flest muligt tabere, er den, hvor man vælger at tro på sit barn ubetinget. Hvor man taler med barnet om, at ”det var godt nok også uretfærdigt. Din lærer er da helt ved siden af”. Ringer rundt til andre elever, for at høre, hvordan de oplevede situation, så man har endnu flere vidnesbyrd på den uretfærdighed, der er overgået ens barn. Og når man så har indhentet skyds, så kan man så kontakte læreren med lille Peter ved sin side – så lille Peter kan høre, at man gør noget ved det! Og at mor synes læreren er helt ude i hampen. De bedste versioner af den, jeg har hørt til dato, er så den, hvor mor fortæller læreren i røret, at ”hvis der opstår situationer igen, hvor du skal irettesætte mit barn du, så ringer du til MIG først”. Når barnet så står ved siden af, er situationen helt fantastisk.
På 10 minutter har mor fjernet alle læreres autoritet fremadrettet – og lille Peter er nu sikret en skolegang, hvor et hvert svar på lærernes anmodning mødes med et ”min mor siger noget andet – og hun bestemmer!” ”Jeg siger det til min mor”.
Lad os prøve at gå tilbage til klasseværelset. Der sidder 25 børn. Tingene går stærkt. Lærerne gør hvad de kan, for at hjælpe og guide. Og børn er børn. Indimellem sparker Søren Lise og Lise siger grimme ting til Anna. Børn er børn. De skal opdrages og hjælpes
Der er 25 af dem! Og vores lærere skal nu hjælpe vores børn. Ikke kun med udsagnsordene og gangestykkerne – men også med, at man ikke må sparke og at vi taler ordentligt til hinanden. Jeg kender mit barn. Jeg ved godt, hvad det er han kan finde på. Alle børn træder ved siden af indimellem. Nogen mere end andre. Som lærer er det ufattelig vigtigt, at kunne bruge sin autoritet til at stoppe konflikter. Lærernes muligheder for sanktioner er begrænset. Dermed er det vigtigste de har, deres autoritet. Det, at børnene høre efter og følger de anvisninger, de giver. Igen: der er 25 børn!
Husk også på, at blandt de 25 børn, sidder Jonas, hvis forældre lige er blevet skilt. Og Jonas har enormt svært ved at finde ud af, hvordan han skal håndtere mor og fars skænderier. Og Sarah, hvis mor drikker for meget, sidder der også. Børn, der har særlige behov, fordi de midlertidigt eller helt fast, har nogle størrer problemstillinger, de skal bokse med. Dem skal læreren også hjælpe. Og læreren skal sørge for at Jonas ikke ender med at banke Peter, fordi hans frustrationer løber af med ham.
Som forældre er det vigtigste, vi kan give vores børn, troen på lærernes autoritet! Hvis vi, som voksne, bakker hinanden op, forstår barnet rammen, der er sat op. Spillereglerne er nemme og overskuelige: ”Læreren har altid ret”. Hvis alle 25 børn har den indstilling, så kan roen meget hurtigt falde over 5.B.
Altså lige med undtagelse af lille Peter, som godt ved, at hans mor mener læreren er en klaphat. Så lille Peter har ikke noget problem med at blive ved med at kaste viskelæder i nakken på pigen foran – eller nægte at tage sin bog op af tasken eller …
Lærerne bliver nødt til at kunne handle – her og nu. Også selvom de indimellem rammer forkert. Også selvom barnet ikke altid forstår hvorfor det lige endte så langt ude. Også selvom det medfører, at barnet fælder en tåre en enkelt gang – eller føler sig klemt. Fjerner vi lærerens mulighed for at handle i situationen (f.eks. fordi de lige skal ringe Peters mor op først, før de giver en irettesættelse) så smuldre undervisningen og klassen.
Hvad gør en klog så? For indimellem ER lærerne mere end man kan holde ud for sin lille trold. Indimellem sidder man som forældre tilbage med en følelse af, at ”den lærer er efter mit barn” eller ”det er voldsomt uretfærdigt”. Og naturligvis skal ens barn ikke lide overlast eller behandles uretfærdigt.
Først skridt er nok ”pyt” metoden. Når Peter fortæller om situationen, har Peter nok glemt det, der skete om formiddagen. Dermed har Peter ofte kun halvdelen af historien. Det er Peters opfattelse og hans historie – men man KAN hjælpe Peter med at spørge ind til: ”Er du nu SIKKER på, at det hele kun omhandler den lille situation, du fortæller mig om. Er du sikker på, du ikke gjorde noget om formiddagen – eller overhørte noget, læreren sagde tidligere? ” Hjælpe Peter med at få et mere korrekt billede af, hvorfor han fik en skideballe. Hvorfor tingene var uretfærdige.
Hvis årsagen er helt skjult for en, trods snakke med Peter – og det fortsat virker fuldkommen urimeligt, kan det sagtens være en god ide, at tage kontakt til læreren – eller måske lærerteamet. Men kontakten skal tages uden Peter står ved siden af og lytter med. Og kontakten skal være med til at give én redskaberne til at hjælpe Peter videre. For læreren har helt sikkert en forklaring på, hvorfor situationen endte, hvor den gjorde. Og hvis man som forældre så kan bakke op om den forklaring, hjælper man også Peter med at nuancere, hvorfor tingene endte, hvor de gjorde. Men som forældre er det illoyalt at tage andre partier en lærerens. Tager man barnets parti – synligt for barnet – så fjerner man barnets autoritetstro på lærere generelt. Og det skader alle – ikke mindst barnet.
Den dag, barnet siger til læreren ”Min mor synes du er dum”, har alle tabt. Men det, vi bliver nødt til at forstå er, at det er barnet, der har tabt mest!