Det bliver til 8 km frem – og 8 km tilbage. Med mindre det er en god dag – så kan det blive op til 35 km. Og en knap så god dag, hvor cyklen er punkteret – til få meter. Men erfaringen for at køre rundt på den københavnske cykelstier må jeg påstås at have efterhånden. Og der er pudsigheder undervejs.
Modsat når jeg cykler i min hjemby i Ølstykke, hvor cykelstien egentlig bare er et egoist spor for to-hjulede, så er turen igennem Københavns cykelstier noget mere tetris-agtigt og noget mere risikabelt. Egentligt er jeg overrasket over, at der ikke sker flere ulykker – derinde på cykelstierne. For der er mange, der opfører sig, som var de på egoistsporet.
Efterhånden har jeg samlet rækken af de værste irritationscyklister på cykelstierne. For ikke at blive alt for trist at høre på, vil jeg starte med at skrive, at de fleste egentligt er gode cyklister, der har en instinktiv fornemmelse for, hvordan vi bedst mulig deler pladsen på cykelstien. Men der er enkelte, der stritter helt imod:
Christianiacyklisten: Det ER smart med store christianiacykler med plads til hele småbørnsfamilien i ladet foran. Men hold OP hvor er de irriterende på cykelstien. For når man sådan skal cykle rundt med hele børneflokken i ladet foran, så går det ikke så hurtigt. Til gengæld fylder man meget – og dermed bliver det en helt videnskab at komme forbi, for på en eller anden måde er cyklen bygget, så den passer lige i bredden til en cykelsti – så der nøjagtigt ikke er plads til at komme forbi.
Veninderne: Cykelstien er en del af den offentlige transport. Her kan man selv vælge hastigheden – og har man lyst til at cykle stille og roligt, er der fin plads til det – så længe man holder sig inde i siden af cykelstien. Det gør veninderne ikke. Veninderne har opdaget, at der snildt kan være to cykler ved siden af hinanden – og det udnytter de maks ved at kører ved siden af hinanden og sludre, pludre og hygge – i et tempo, der passer dertil. Det medfører hurtigt køer af utålmodige hverdagscyklister, der egentligt bare gerne vil videre – og gerne hurtigere en det rollatortempo veninderne lægger for dagen. Når man høfligt ringer med klokken, for at indikere, at der godt må være plads til alle, kan veninderne blive helt befippet – og ikke helt finde ud af, om det er “dig eller mig” der skal køre forrest.
Musicman: Musik i øret er en god ting, når man cykler. Kadencen er ligesom lidt lettere at finde – når rytmen banker i blodet. Og cykelturen bliver også mere en individuel motionstype, når man sådan rammes af rytmen. Problemet er, at rytmen ligesom er det eneste, der rammer een. Med de der høretelefoner i ørerne, er det på mystisk vis pludselig svært at se sig over skulderen – eller se sig for i det hele taget, når man bevæger sig fremad. Og vi andre cyklister,- hvis man tror, at andre har hørt een komme, kan man tro om igen, for vedkommende har alt for travlt med at lytte til musikken i øret. Så er det bare om at opdage den manglende opmærksomhed i en fart, så man selv kan køre efter det forhold.
Her-kommer-jeg: En ringeklokke på en cykel skal bruges til at gøre andre opmærksom på, at man er der. Hvis nogen er ved at køre ud i een – eller hvis veninderne for et kort øjeblik lige skal skilles, så man kan komme forbi. Men der er dem, der mener, at ringeklokken på cyklen, er sat på, for at resten af verden kan se, at her kommer de – og ikke nok med de kommer – de forventer bestemt også at andre retter ind og bukker undervejs. Således har jeg prøvet at høre over H.C.Andersens Boulevard med omkring 30 andre cyklister – for en enkel cyklist i midten af feltet kom i tanke om, at hun da SAGTENS kunne komme hurtigere frem. Vi forsøgte ellers alle sammen – undtagen hende – at få mukket ind på to rækker, så vi kunne ramme cykelstien – men hendes opfattelse var meget tydeligt, at vi andre var i vejen. Det forstår jeg også godt! Jeg foretrækker bestemt også cykelstien for mig selv. Alle de andre cyklister er jo i bund og grund i vejen – men ligefrem at ringe med klokken i rå forventning om, at alle omkring een, retter ind til siden med det samme -for man selv kan komme hurtigere videre, er simpelhen for grotesk. Hvis der ligger 20 mennesker foran dig – og de ikke har en jordisk chance for at rette ind til højre eller give plads, så lad ringeklokken være! Det skaber kun yderligere stress, at forsøge at sige til dem foran, at de ikke cykler hurtigt nok, hvis de ikke har plads til at gøre noget ved det! (Og det har de ikke, når der er optaget i indersporet – og når der er andre cyklister foran)
Ondt-i-nakken-typen: Når man kører i to rækker ved siden af hinanden – det inderste lidt langsomt – og det yderste hurtigere, sker det tit, at een i det inderst spor gerne lige vil overhale. Og her findes der så to typer. Der findes typen (som er langt de fleste) der tænker : “Der KUNNE komme cyklist bagfra, som er ved at overhale mig lige nu. Det må jeg lige sikre mig, der ikke er, før jeg køre ud i ydresporet” Det er dem, der lige kigger sig over skulderen – og dermed sikre sig, at der er fri bane. Kigget over skulderen fortæller også de cyklister, der kører bagved, at denne cykel gerne vil ud. Skulle der så være en cyklist, der er lige bagved og ved at overhale – venter man naturligvis med at trække ud. Omvendt – er man lidt længere bagved ham, der ønsker at trække ud, så kan man lige holde jernhesten lidt tilbage, så der er plads til alle.
Problemet er så, at der er dem, der tilsyneladende har så ondt i nakken, at de ikke evner at se bagud. Det er dem, der konstaterer, at nu skal de altså forbi den forankørende – og uden at se sig for, trækker de ud i ydrebanen – for de stakler, der ligger der, så må kæmpe for at genfinde balancen og undgå at ende liggende på kørebanen. Og problemet er faktisk det samme, når samme typer, så har overhalet – og selv mener, de er kommet forbi. Når de vælger ikke lige at se sig bagud, for at sikre, at den cykel, de har overhalet er laaaannnngt bagude, og bare trækker ind, så sker det, at de har fejlvurderet hastigheden, og dermed faktisk slet ikke har overhalet cykel – men nu er ved at trække ind – blot for at efterlade den stakkels ikke-overhalet-cykel desperat kæmpende for ikke at blive tvunget op af fortovskanten.
Men ellers er cykelturen en helt fantastisk del af min daglige rutine. Jeg elsker så hurtigt jeg kommer igennem byen – ofte hurtigere end bilerne. Og jeg elsker så meget, som Københavnerne tager cyklerne til sig. For vi er mange cyklister – men i langt, langt, langt de fleste tilfælde, tager cyklisterne faktisk hensyn til hinanden – og selvom vi er mange på cykelstien samtidigt – så kører det bare derudaf.
Og når jeg så har brokket mig over alle disse cyklister – må jeg hellere skynde mig at tilstå, at jeg til tider har været hver og een af dem – lige med undtagelse af Christianiacyklisten (selvom jeg uden problemer kan fylde en hel cykelsti også uden christianiacykel.