“Du skal spise til du er mæt”.
Jeg var ikke blevet 16 år, før min mæthedsfornemmelse forsvandt af private psykologiske årsager (som det med garanti også er tilfældet for RIGTIG mange af jer andre)
Så jeg havde en slags “mæt”. Mæt var, når man lå på sofaen og stønnede, mens maven nærmest gjorde ondt – og frikadellerne føltes som om de var ved at krybe ud gennem ørerne.
Mæt var, når det fysisk ikke var muligt at stoppe mere ind i kadaveret – uden kadaveret sådan helt seriøst ville sprække i alle leder og kanter. Og mæt var noget, jeg gik efter forholdsvis ofte. Ind imellem føles det som om det måltid, jeg sad og nød, må være mit aller aller sidste – i betragtning af mine mængder.
Det er efterhånden 12 år siden, jeg fandt ud af, hvor “mæt” sidder. For mæt er faktisk langt fra det, jeg troede det var. Mæt er der, hvor man har velbehag i maven. Der, hvor der sagtens kunne komme mere ned – men man behøver ikke.. og man vil kunne gå ud og gå en tur lige efter, uden at have ondt i maven. Mæt er der, hvor man godt ved, at der kommer et måltid igen om 3-4 timer – og det er ok. Min “mæt” kommer aldrig til at være lige så naturlig som mine børns (der aldrig har mistet deres) men jeg kan genopøve den.
I de perioder, jeg helt har mistet kontrollen – og skal tilbage igen, kan jeg finde på at sige til mig selv “Et måltid indeholder 500 gr mad”. Når jeg så har spist 600 gram, så ved jeg, jeg er mæt – også selvom følelsen ikke er der. Så bruger jeg det, til at mærke efter – og finde frem til, at ja – jeg har faktisk fået mad nok til at kunne klare mig uden sult de næste 3-4 timer. Men for det meste forsøger jeg at spise en portion (uden top ) – og hvis jeg tager anden portion er det kun en lille bitte portion.
At mangle den der mæthedsfornemmelse, er min største udfordring, for jeg får meget hurtigt spist for meget – hvis jeg ikke tænker mig om. Og det er altså vanskeligt at skulle tænke sig om i hvert eneste måltid resten af livet. Men jeg tror på, at hvis jeg øver mig – og bliver ved med at øve mig, som jeg har gjort de sidste 12 år (med svingende held – men nu udjævner udsvingene sig efterhånden) så når jeg derhen. Jeg er ihvertfald godt på vej nu, kan jeg mærke.
For man skal spise, til man er mæt. Man skal bare vide, hvor mæt sidder!