Jeg kan egentligt godt huske det, fra sidst jeg rigtig havde tabt mig.
Jeg havde tabt mig 16 kg – og var faktisk normalvægtig. Buskestørrelsen var faldet adskillige numre og i det hele taget var der meget, der var blevet nemmere.
Og jeg var i svømmehallen. I omklædningsrummet stod den der vægt. Gemt af vejen henne i hjørnet. Jeg kan stadig mærke fornemmelse i kroppen. Jeg turde ganske enkelt ikke stille mig op på den!! For tænk, om den fortalte mig, at det, min vægt derhjemme fortalte mig, ikke var rigtig! Tænk, om den ville modsige min vægt derhjemme – og fortælle mig, at alle de kilo, jeg havde tabt, i virkeligheden bare viste sig at være en funktionsfejl i min hjemmevægt!
Sådan har jeg det også lidt nu. Vægten falder uge for uge. Jeg gør ikke så meget mere, end jeg hele tiden har gjort. Men det jeg gør, er åbenlyst korrekt.
Jeg kan mærke det på min buksekant. Jeg kan mærke, at jeg for en månede siden nok i virkeligheden ikke kunne passe mine bukser i størrelse 44, for da fik jeg store røde mærke i talje af at gå med dem. Men jeg ville ikke give mig. Jeg var størrelse 44. Jeg kan mærke idag, at jeg tog fejl. For NU er jeg størrelse 44. Nu kan jeg både trække vejret – og jeg kan lukke bukserne uden at holde vejret – og uden at trække maven ind.
Men igen har jeg den der følelse: For tænk om jeg stiller mig op på en anden vægt – og det viser sig, at det hele bare var noget i mit hovede. At jeg i virkeligheden slet ikke taber mig.
Noget siger mig, at det er min indre vægt, den er gal med.