Jeg har været på slankekur i mange år efterhånden. Jeg var helt ung, da jeg første gang besluttede mig for slavisk at føle Ude og Hjemmets slankekur. Morgnen startede med en skive rugbrød med ost på. Fedtfattig ost, naturligvis.
Nu er jeg meget dårlig til at spise rugbrød. Det har aldrig været min “ting” – og ost. Da jeg var omkring de 19, kunne jeg ganske enkelt ikke komme på noget, jeg anså, som værende mere klamt end netop skiveost. Det var en meget lang morgen. Og en skidt måde at starte dagen på – med den klammeste eftersmag. Men jeg vidste slet ikke, hvad jeg var gået ind til – for om aftnen skulle jeg så have næste “ret”… Og her var garnituren – som man i den grad måtte spise, som det passede en, TOMAT..
Jeg hader tomater! Jeg kan ikke lide at spise tomater. Det der blævret inde i en tomat, gør ind og sætter sig i mine nervebaner. Jeg KAN virkelig ikke få dem ned. Så den kur klarede jeg een dag – det var det. Prisen for at blive slank, konkluderede jeg, var ikke en pris, jeg evnede at betale.
Efter mit første barn (som tog lang tid at “lave” uden vi vidste det), ville jeg gerne have barn nummer to. Efter nogle år, endte jeg hos en læge, der kunne fortælle mig, at jeg har PCO – et syndrom, der gør, at jeg tager forholdsvis let på – har enormt svært ved at tabe mig og som gør, at jo større, jeg er, desto mindre er sandsynligheden for at få et barn. Det er først og fremmest et syndrom, hvor der er “rod i hormonerne” og fedtet stimulere det “rod”.
Fed besked: “Du kan ikke tabe dig som andre mennesker, fordi kroppen arbejder imod – men hvis du ikke taber dig, kan ud ikke få børn”. Der var liiiiige en weekend der, der ikke var helt fed.
Jeg fandt ud af, at jeg kunne “spise mig rask” – så jeg gik igang med at læse om det. Men jeg blev meget hurtigt forpustet. Det viste sig, at jeg, som PCO-pige, er allergisk overfor … nå ja – rundt regnet alt. Altså f.eks. måtte jeg godt spise kamut-mel – men naturligvis kun i små mængder! Tilgengæld måtte jeg helst ikke spise: Spaghetti, kartofler, frugt, ris, grøntsager, der vokser under jorden som f.eks gulerødder, kød, der har fedt på sig, fedt generelt uanset om det var smør, olie eller noget 3.
Jeg så billedet for mig: Mig siddende med mine 15 mandler og 2 skefulde husk og 1 skefuld kamutmel. Det kunne jeg simpelhen ikke! Dertil betyder MAD altså for meget for mig – trods alt.
Det gik op for mig, at jeg ikke kan følge andre mennesker fortælling om, hvad jeg skal leve af. For dermed ville mit liv blive for fattigt. Uanset om det var Husk (som jeg selv anser som et afføringsmiddel!) eller om det er skiveost.
Nu er jeg talnørd – så jeg gik igang fra en ende af: Kalorieforbrug minus kalorieindtag, må jo være lig vægt på eller af! Så jeg lavede mig en kaloriedatabase og vejede min mad. Dermed bestemte jeg, hvad jeg ville spise. Dermed bestemte jeg, hvad jeg spiste. Restriktionen lå i antallet af kalorier.
Og det virker!
Pointen i ovenstående er ikke, at kalorietælling virker – men at det at tage ansvar selv, gøre det, der er rigtigt for en selv, det er DET, der virker.
Idag er min søn 11 år. For det lykkedes mig at tabe mig rigtig meget. Det lykkedes mig at holde vægten i over 1 år – og det lykkedes mig også at blive gravid.Også uden kamutmel og skiveost.
At jeg så tog på under graviditeten, da min datter var alvorligt syg – og at jeg efterfølgende ikke tabte mig igen, er så en helt anden historie. 