Jeg hørte denne podcast
Kensgerninger med Se&Hør journalisten Kasper Kopping
fra Radio 24 syv forleden. Og den hænger fast indeni mig. Jeg kan ikke give slip.
Ken B. Rasmussen er journalisten. Det var ham og hans kollega Kasper Kopping, der i tidernes morgen valgte at arbejde med en kilde, der tjekkede kendte menneskers kreditkortsforbrug hos NETS. Sagen vækkede afsky i alle hjørner af Danmark. En medarbejder fra NETS sendte SMS’er til to journalister, når der skete noget væsentligt for en kendt.
Det var Ken B. Rasmussen og Kasper Kopping, der tog imod tips fra “tys-tys-kilden”.
For almindelige mennesker er det underligt, at journalisterne ikke selv har tænkt tanken “Er dette ikke liiiige i overkanten”. For almindelige mennesker, er der en grænse – en synlig grænse – hvor overvågning bliver for meget.
Men Kasper fortæller- med hjælp fra Ken – hvordan Se&Hør sikrede, at der var en intern politik, en intern samhørighedsfølse, der gjorde, “tingene skred” At normalitetsbegreberne skred -og at de egentligt ikke følte, de var kriminelle. For Se&Hør bad jo journalisterne om at gøre det.
Denne “Det er ikke min skyld fordi ….” er jeg ved at brække mig over. Meget kort sagt. For den er overalt i samfundet. Jeg er så hamrende træt af, at man ikke behøver have ansvar, så længe man har en chef, en depression, en hovedpine eller en dårlig barndom.
Hvad er der sket med den der “Dette er jeg ansvarlig for”? Alt alt for mange mennesker fortæller deres historier, hvor de gør ting helt galt – og afslutter fortællingen med et “men”.. Dermed sletter de alt det sagte og fortæller efterfølgende, hvorfor det i virkeligheden alligevel var iorden, at de opførte sig horribelt.
Vi skal udvise forståelse for horribel adfærd og tilgive i et væk. Og jeg forstår det ikke. Jeg mener, der er et personligt ansvar – og hvis vi ikke sørger for at lytte til vores egen indre stemme og dermed undgår at gøre horrible ting overfor andre mennesker, så er vi illoyale overfor alle – især os selv!