Der er samtaler, jeg ikke forstår.
Der er samtaler, hvor ordene er spildte nærmest, før de er sagt.
For mig er sådanne samtaler typisk fortællinger om, hvad man købte i Netto igår – og nøjagtigt hvor mange spekulationer, man brugte på at vælge om det skulle være flødeleverpostejen – eller bare den med sprødt bacon.
Jeg forstår ganske enkelt ikke genfortælligen af sådan en handletur. Den der med “Og så havde de roser på tilbud, men altså hovederne på roserne var jo ikke imponerende, selvom de lyserøde var af en farve, jeg ikke lige har set før”
Mens ordene udtales, går min hjerne i overkill-mode. For jeg vil for enhver pris forsøge at gennemskue, hvad ideen med historien er. Hvad er årsagen til, at fortælleren mener, at jeg kunne være interesseret i dette budskab? Der må være en eller anden fiks anekdote gemt bag det der bord med roser på.
“Jeg overvejede at købe noget af det der nye fibertrimrugbrød, men så så jeg på datoen – og det kunne kun holde sig til i overmorgen – og det duer jo ikke, for vi skal jo ikke have rugbrød imorgen”.
På dette tidspunkt, er mine øjne fuldkommen blanke. For min hjerne er skrumpet sammen til hjernemos – for jeg forstår virkelig ikke – sådan helt ned i materien, hvorfor jeg får disse informationer? Er det en vittighed? Skal jeg grine lige om lidt?
Eller skal jeg tage ned og købe rugbrød? Vil det være bedre, om jeg tager afsted lige nu – og køber et rugbrød? Og skal rugbrødet så være med lyserød flødeleverpostej? Eller er hovederne bare døde?
Bip..bip…bipppppppppppppppppppppppppppppppppp