Jeg var nede for at hente brød imorges. Jeg tog smutvejen – og tog på tanken i stedet. De har også brød – og der skal man ikke vente på det i 1 time, fordi der er kø.
Men jeg blev da vidne til noget ganske andet. Damen før mig skulle have 300 gram slik til 8,95 kr pr. 100 gram. Det er jo normalt så nemt. Slikket lægges på en vægt – som fortæller, hvor meget det koster. Beløbet tastes i kasseapparatet – og betalingen kan foregå.. Men.. pludselig fik vi et glimrende eksempel på, hvor hjælpeløse ekspedienter efterhånden er, når tingene ikke går, som de skal.
Bag disken stod to piger på omkring de 18 år. Søde og hjælpsomme, som sådan nogle ofte er. “Der er noget galt med vægten” sagde den ene ekspedientpige. Hun lagde slikket på vægten – og vægten viste kun vægten – ikke prisen på slikket. Fustrationen stod at læse i hendes ansigt.
“Men det koster jo 8,95 pr. 100 gang. Du kan jo bare gange” sagde kunden. “Ja – lige et øjeblik” sagde pigen bag disken. “Ved du hvor der er en lommeregner” sagde hun henvendt til den anden pige. Nu brugte pigerne så de næste 2 minutter på at finde en lommeregner.
Jeg mistede tålmodigheden og forklarede “Det giver 26,85!” Pigen så på mig, som om jeg kom fra en anden planet. “Ja – men nu regner jeg det lige ud på lommeregneren”. De andre kunder i køen begyndte også.. “Jamen, det GIVER 26,85 – for 3 gange 9 er 27 og så minus de 3*5 øre”
Pigen havde nu fundet lommeregneren – og tastede tallene. Nu drillede det faktum, at hun skulle huske at diverer med 100, så hun så noget lang ud i hovedet, da kunden nu skulle betalt 2685 kr for 300 gram slik. “Lige et øjeblik” sagde hun igen. “Det giver 26,25” kom hun frem til – og tastede på kasseapparatet. Ekspeditionen havde nu taget over 5 minutter.
Men nu havde jeg ikke tid til mere. Jeg skulle hjem og træne tabeller med min datter. Jeg kunne med ro i sjælen konstaterer – at min datter kunne regne prisen ud på omkring 1 minut – og med kun 10 øres fejl – mod ekspidientens 60 øres fejl. De 10 øre må vi have rettet på indenfor de næste 5 års skolegang. Jeg tror, jeg når det.
Det var dog helt utroligt at de ikke kunne hitte ud af det regnestykke! Altså jeg er ikke en ørn til matematik, men jeg behøver ikke lommeregner og 5 minutter 😀
Det er faktisk min opfattelse – at det er ved at være normen. Fordi ekspedienterne jo nærmest ikke skal tænkte – grundet stregkoder og automatiske udregninger. Derfor glemmer de, at det hele reelt bare er hovedregning! Det er ret ærgeligt.
Da jeg var ekspedient for 20 år siden, stod jeg altid og regnede sammen i hovedet mens kunderne tog varerne (når der ikke var kø) men jeg skulle også selv taste alle tal ind på kasseapparatet – og derfor var matematikken i det noget mere tydeligt. Jeg vidste jo efterhånden hvad hvert enkelt produkt kostede. Med stregkoderne berøves ekspedienterne for at kunne det på samme måde.
Mange hilsner
Pernille
lad os gi hende lidt kredit for stressmomentet:-) nogen gange kan de mest simple ting blive totalt umulige når man bliver stresset.
*GG*
knus
Kristina
Jeg tror nu også at jeg ville have fundet en lommeregner….Eller bedt kunden om at tage en pose haribo 🙂
Jeg kan kun give dig ret, Pernille – det med at købe inde har ikke noget med matematik at gøre nu til dags – ja, med mindre kasseapparatet går i står!
Jeg må nok indrømme at jeg ikke præcis kan fortælle dig hvad jeg giver for en liter mælk – jeg kan ikke fortolke stregekoden og kan ikke huske hvad der står på skiltet. Pinligt! Og ogsp lidt skræmende.