Nytårstanker midt i 40-something

Ro.

Der var engang, tilbage i tyverne, hvor ordet nærmest var et bandeord. Forbundet med manglende ambitioner. Manglende mål i livet. Livet var en lang kontinuerlig bevægelse, hvor kun hastigheden ændrede sig.

Men ro hører til her. Midt i mit 40-something liv. Og uden at vide det, var det det, jeg hele tiden drømte om.

I år har jeg brugt rigtig lang tid på mig selv. Muligheden for at vælge mig selv, frem for andre, bliver større år for år. Så mig og min mand. Bare os.

I år vinkede jeg farvel til min datter. Først da jeg sendte hende til Nepal, hvor hun har frivillig i 3 måneder og dernæst vinkede jeg endeligt farvel til hende, da hun flyttede hjemmefra – væk fra mig og hen til kæresten.

Tilbage står min skønne søn på 12 år. Den tid, hvor han gider mig, bliver stadig mindre. Jeg holder stædigt fast i de sidste rester og kæmper en ulig kamp mod tiden om, at finde på nye muligheder for at være sammen. Nye muligheder for at lære ham endnu bedre at kende. Nye muligheder for at mærke ham i min nærhed.

Og i korte øjeblikke kan jeg mærke hans grin, når vi cykler igennem Københavns gader – eller hans stolthed, når han viser mig endnu en landing med flysimulatoren. Korte øjeblikke af uforfalsket, rå lykke.

Men jeg taber. For dag for dag indtager han verden på helt egen hånd. Det skal han.  Det var det, jeg satte ham i verden for at gøre.

Tilbage er ro.

Ro til at høre mine egne tanker. Ro til at reflektere over, hvad jeg synes, jeg gør rigtigt og forkert. Og ro til at bruge mere energi på det, jeg synes, jeg vil bruge min energi på. Mit valg. Min ro.

For roen udspringer jo af alt det, jeg havde så travlt med at finde. Roen udspringer af, at jeg er tryg og sikker. Jeg har u anede mængder af kærlighed fra min mand, vidunderlige venner og bekendte og en dejlig familie. Min base er tryg.

I år blev det cyklen, der blev rusket igennem. Det bliver den også det kommende år. Men mon ikke også tastaturet igen skal gennemtastes, når tankerne rammer skærmens blinkende cursor?

Så året i retrospekt: En fantastisk ro, som jeg favner kærligt og forsigtigt tager mere og mere til mig. Mere af det i 2016, tak.