Min datters fremtid

Jeg er blevet overrasket over mine egne fordomme. Over mine egne forventninger til min datter.

For min mor, var det vigtigt, at jeg kom på gymnasiet. Hun var ikke student – og hun ville have, at jeg skulle have et bedre udgangspunkt, end hun havde haft.

Allerede den gang vidste jeg med mig selv, at sådan ville jeg ikke være overfor mine børn. Mine børn skulle ikke “forventes” et eller andet. Mine børn skulle have frit valg – og en følelse af, at det hele “er lige godt” så længe man vælger med hjertet – og får sig en uddannelse.

Men nu er jeg blevet ultrasnobben.

Universitetet var ikke en verden for mig – det ved jeg. Jeg ved, at jeg ikke ville trives med et job som læge (Jeg er ALT for sjusket) og at begrave min næse i danskbøger i 5 år uden rigtig at vide, hvad jeg skulle bruge min uddannelse til, tiltalte mig heller ikke. Jeg valgte den rigtige vej for mig.

Alligevel er jeg nu begyndt at punke min datter – og jeg har faktisk besluttet mig for at blive ved med.

Ikke fordi jeg vil have hende på universitetet – men fordi jeg pludselig er begyndt at se så mange unge mennesker i min omgangskreds.. Flere af dem har end ikke 9. klasses afgangseksamen – og de har bestemt ikke troen på, at de evner noget. Og der skal min datter ALDRIG ende. Min datter skal resten af sit liv vide, hvad hun evner – og hun skal være stolt af det. Uanset om hun så vælger at blive pædagog, advokat eller frisør.

Men hvorfor allerede nu snakke med hende om uddannelse? Fordi hun skal vide, at hun kan vælge alt – som tiden kommer. At hun har evnerne – og at hun alene skal vælge “fra hylde 1”. Hvis min datter bliver verdens lykkeligste frisør, vil jeg føle mig som den mest vellykkede mor nogensinde. Men hvis hun bliver frisør, fordi hun opgav ævlet i 7. klasse – og ikke rigtig kunne følge med – og ikke følte, at hun havde sine forældres opbakning.. Og ikke lige gad det skole der… Så vil jeg føle mig som en stor fiasko!

Jeg ved godt, at der vil være begrænsninger. Naturligvis er der det. I min familie er vi forholdsvist godt begavet – uden dog at være “fantastiske” på nogen måde.. Tilgengæld har vi en stor beet. Vi er luddovne når det kommer til lektier og at “gøre arbejdet færdigt”. Jeg har luret hende: Hun har arvet familietraditionen. Det er ok – men hvis jeg nu kan lærer hende, at læse lektier på en konstruktiv måde. Lære hende at forstå, at det er vigtigt – og at det skal overståes – og ikke “lides” – så kan jeg måske give hende lige en flig af flere valg, end jeg havde, da jeg gik ud af gymnasiet (med et gennemsnit, der satte sine begrænsninger for en videre uddannelse 🙂 )

Om hun har hjernen – og i endnu højere grad viljen til at blive et eller andet helt vildt hot-shot på uni, skal jeg være helt og aldeles usagt – det er ikke noget, der betyder noget for mig. Men jeg vil ønske at hun føler, hun har alle muligheder – og at hun føler sig tryg i det valg hun tager – ved at vide, at hun evner det! Og den fornemmelse tror jeg, jeg kan give hende.

Så fra nu af, lyder det her hjemmefra – at vi “regner” med at hun vælger en eller anden form for gymnasieuddannelse – og vi regner også med, at hun tager en uddannelse efterfølgende. Og så håber jeg, at vi har givet hende fornemmelse af, at hun kan nøjagtigt, hvad hun gerne vil.