Det er sjældent, jeg føler mig som en ægte feminist, selvom mit hjerte bestemt er rødt. Jeg er så lykkelig for, at vi i Danmark ligefrem er kommet til at se på, at der også foregår kønsdiskriminering overfor mænd i form af manglende barselsmuligheder og elendige muligheder for at få lov at være delefar for sine børn. Vi er nået rigtig langt.
Men så kom Köln… og Hamburg…. og Helsinki og ….
Og historien er den samme: Mænd med baggrund i mellemøsten og nordafrika, der har krænket kvinder i en grad, at jeg står rystet og vred tilbage. Mænd, der har forsøgt at river trusser af kvinder “for sjov”. Mænd, der gramser kvinder på brysterne – under blusen. Mænd, der forsøger at rører kvinders numser – og forsøger at stikke fingre op i skeden på kvinder, der bare tilfældigt gik forbi. 50 mænd i en gruppe, der mente det ok, at befamle og rører ved kvinder efter forgodtbefindende. Kvinder – der vel og mærket ikke kunne komme væk.
Dette her er et mareridt! Men mareridtet er kun lige begyndt.
For fluks handler det om at underkende, at det netop var mellemøstlige mænd. I stedet for at se på, hvad det er, så skal de overskrives med “danske mænd kan også finde på at gramse til en julefrokost”.
Det er ikke det samme! Manden til julefrokosten skal stå til ansvar for sine gramserier mandag morgen. Og kollegaerne griner af ham. De mellemøstelige mænd modtager high-five og accept for deres manglende respekt for kvindekønnet. Det er ikke det samme!!!! Og sidestiller vi det, så underkender vi problemets omfang – og i det lange løb, underkaster kvinder sig dermed et fornedrende kvindesyn.
Vi bliver nødt til at få defineret reglerne:
Vil vi finde os i, at vore 10 år gamle døtre bliver kaldt “luder” i skolegården?
Vil vi finde os i, at vi “ikke må være for provokerende klædt”.
Vil vi finde os i, at man ikke vil give os hånden?
Jeg siger NEJ.
Jeg KRÆVER respekt. Jeg er kvinde, jeg bor i Danmark, i Vesten – og mine forfædre og forkvinder har kæmpet en lang, sej kamp for at sikre, at jeg kan leve op til mit yderste potentiale ved at være ligestillet med mænd. Jeg er et tolerant menneske – og ønsker gerne fremmede velkommen, men: Hvis man ikke udviser mig og mine medsøstre respekt på lige fod med mændene i dette land, så har man misforstået Danmark, misforstået Vesten. Jeg accepterer intet mindre.
Problemet går videre til tørklædet: For hvis man skal have tørklæde på, for at få en ydmyg rest af ikke at blive seksuelt krænket af mænd, der har så forkvaklet et menneskesyn, som dem, der generede kvinder rundt om i Vesten nytårsaften, så mener jeg faktisk, at alle kvinder burde smide deres tørklæde med det samme – og først tage det på igen, når mændene udviser kvinderne, den fornødne respekt.
Kære med-feminist: Lad være med at forsøge at tale episoderne ned. Lad være med at forsøge at forklare det. Når noget er kvinde-nedtrykkende, så er det kvinde-nedtrykkende – og så er det tid til at stå skulder ved skulder med dine medsøstre – og ikke nedgøre dine medsøstre ved at forsøge at nedtone og nedtale, de overgreb, der er blevet begået.
Det er ikke racisme, at kræve ligestilling mellem kønnene!