Hun sidder overfor mig med sine smilende øjne og en hånd i hans. Disse smukke unge mennesker, der midlertidigt er vendt hjem for et måltid og for en snak. Min datter og hendes kæreste.
Og som en hvirvelvind blandes fortiden med nutiden, da hun viser sin kæreste de spil, hun brugte timer på at spille, da hun var mindre: Guitar Heros. Så sidder de der på sengen med tungen lige i munden og forsøger at følge med. De griner smilende til hinanden, når knapperne er for svære at nå og guitaren skaber sig. “Jeg kan godt huske det”. “Dengang”.
Ved middagsbordet handler snakken om den tid, der kommer. Om fastansættelsen, der pludselig giver den bedre økonomi for de unge, fordi hun er sikre nogle få vagter hver måned. Om den uddannelse, han vil tage lige om lidt. Om kørekortet, der snart skal tages og om hendes uddannelse, der startes i starten af februar. Alt sammen henover et enkelt glas rødvin. Med smil – og med moderlig stolthed – sådan helt ned i maven.
Alting starter nu. Kun et ender: Den tid, hun var min.