“Kom nu Jonathan – få det nu OVERSTÅET” sagde jeg igen og igen. Knægten sukkede igen og igen. Arrigskaben stod i øjnene på knægten. Sådan en åndssvag mor, der sidder der og presser knægten til at lave sine lektier.
“Skriv 5-10 liniers dagbog” lød opgaven. Og jeg vidste udemærket godt, at det ville føles som en stor mundfuld for min 1. klasses dreng.
Jonathan har så småt lært at læse, men det har været svært og er stadig svært. Bogstaver er jo ikke som tal. Tal kan man regne med og forstå. Bogstaver.. ufff…
Og netop som han begynder at kunne læse lidt, stilles der nu størrer krav til ham. Nu skal han gudhjælpe mig også SKRIVE!! Det er da helt og aldeles urimeligt! Frustrationen kom i den grad til syne idag.
Og imorgen får hans lærer det også sort på hvidt. Og sjældent er en dagbog i 1. klasse skrevet med så ærlige følelser. For Jonathans 5 linier dagbog, lyder som følger :
Jeg har leget udenfor med Oliver.
Og jeg har spillet computer
Jeg hader dagbog
Min mor er dum
og rigtig (eller måske ret) irriterende
(Jeg elsker den måde han finder ud af til sidst, at man faktisk godt kan fortsætte sætningen på næste linie – og dermed vupti have skrevet fem linier)