Jeg er ikke alene – så meget ved jeg. Jeg skriver breve i mit hoved. De er velformuleret og meget lange – og de er altid skrevet til een, som fylder enormt meget i mig – negativt vel og mærke. Hvis jeg føler mig snydt, bedraget, overset, udset eller bare dårligt behandlet af mennesker i min nærhed, så starter brevene i mit hoved.
Indimellem kan jeg arbejde med samme problemstilling i timevis i mit hoved. Det er som om det sidder fast. Som om jeg ikke kommer videre. Som om min hjerne på en eller anden måde tror, at hvis jeg bare tænker tanken længe nok, så vil den, der har begået uret imod mig, forstå, at vedkommende handlede forkert.
Tænk om jeg havde brugt hver eneste af mine “jeg skriver breve i tankerne” til noget andet. Tænk, om jeg havde brugt tiden på at gennemtænke løsninger for samfundets store problemer!
Det, der egentligt irriterer mig selv mest med mine indre breve, er den mængde af energi og den mængde af omtanke, jeg forærer til dem, der gør mig ondt. Først er der nogen, der forbryder sig mod mig – og så gentager jeg forbrydelsen i det uendelige i mit sind – for det gjorde da ikke lige helt ondt nok i første omgang.
Naturligvis skal negative oplevelser tænkes igennem – det siger sig selv. Men 112. gang tankerne fiser igennem hovedet, bliver man også nødt til at indrømme overfor sig selv, at man kommer ikke længere.
Fremover vil jeg arbejde på alle mine breve. Hver gang, jeg kan mærke tankerne cirkler om samme uretfærdighed, vil jeg koncentrere mig om, at tænke på noget andet. Jeg vil bruge al min energi på at tænke på alle de fantastiske oplevelser og mennesker, jeg har i mit liv. Give lykken og glæde et skulderklap – og en sætning eller tre i mine alenlange breve. Tage magten over mine egne tanker tilbage .. og skænke tankerne til dem, der fortjener det.
Det er faktisk slet ikke så svært 🙂 Solen skinner, vi har fri – og jeg har den mest fantastiske familie i verden.
Man vælger selv, hvor meget skyerne skal skygge.