I forbindelse med, at veninden har fået verdens smukkeste datter, kan jeg mærke følelserne vælde op i mig. Jeg satte mig derfor til at læse, hvordan det gik til, at min lille Jonathan kom til verden. Det er jo bare, at gå tilbage i arkiverne – og læse fra maj måned 2003.
Jeg kan huske hvor grænseoverskride og hårdt, jeg synes det var, at være på hospitalet. Jeg var så træt, så træt og så uendelig ked af, at min søn var syg. Ikke af at være mor – men af at være underlagt andre mennesker regler på hospitalet. At være tvunget inde på et værelse i ubestemt tid og føle sig “tilset” af læger og laboranter i tide og utide. Jonathan lå i lys – og sådan en lyskasse er jo ikke sådan “lige at rulle ud til sygeplejerskerne”. Hvert minut ude af lyset, er et minut, der kommer til at koste tid i den anden ende – så minutterne ude af lys, blev kun brugt på amning. Vi ville bare HJEM.
Jeg kan huske, at jeg var så stresset indeni grundet prognoserne, som hele tiden “lige gjorde, at vi tager een døgn mere i lys” – og min manglende evne til “bare” at være på hospitalet, at jeg havde overordentligt svært ved at følge med i en almindelig tv-udsendelse.
Jeg ved godt, at mit manglende overskud primært var begrundet i, at Jonathan var i lys – og at jeg derfor var nødt til at være på hospitalet sammen med ham – på, for mig dengang, ubestemt tid. At det i virkeligheden bare var en kulmination på 8 måneders fustrationer – fordi vi var indlagt så mange gange med min datter. Og jeg ved, at det alt sammen ændrede sig 100% da jeg kom hjem – og kunne få lov bare at være MOR.. uden lyskasse, sygeplejerske og lukkede rum uden ilt. Men overskud – og det at få mit barn, er ikke to ting, jeg sætter sammen efter den omgang.
Måske netop derfor er jeg så fuld af beundring over hende her. Mor tirsdag – hjem onsdag – og så kører det bare. Jeg er sikker på, at hun også har sine ture – men alt i alt, har hun og hendes familie det rigtig godt. Det glæder mig – og jeg er imponeret over det overskud, hun lægger for dagen.
Hold da helt op Pernille – man må altså ikke linke til gamle fødsels beretninger, og den første tid derefter, jeg var altså lige på tur to år tilbage i tiden. Uha hvor jeg også husker den første tid, med Dicte i lys og neonatal afdelingen. Din beskrivelse af at mangle dit barn ramte så meget plet så jeg nu hvor jeg skriver dette stadigvæk kan tude over savnet. Knus Katja
Uha, det overskud er svært at mærke lige nu – jo jo dagene går da, men de går meget meget roligt må jeg sige. Min drøm er jo at have overskud til lige at få malet dit og dat, lige lave en lækker middag og bage et langtidshævet spelt brød der uden tvivl gavner hele familie. Men fakta er nok nærmere at jeg får ammet lillepigen, badet mig selv på en gad dag, indtaget herrens dejlige mad og er der en rest overskud går det ubeskåret til sønnens højtlæsnings og kramme fond. Så træt man dog kan være :o) Men endnu har jeg ikke haft en dag hvor jeg ikke forlod huset og det er jeg meget glad for. Jeg kan bestemt godt forstå du gerne ville hjem fra det hospital, min største frygt inden hun kom, var at der skulle være en grund til at blive længere på hospitalet. Jeg havde indstillet mig på at jeg nok skulle blive til torsdag og det var svært nok, da de så sendte sæsonpremieren på desperate om onsdagen vidste jeg jo godt at så måtte jeg hjem :o) Hospitaler er gode nok når man er syg – ellers skal man bare gå!